I 2023 lancerede DRF hesteeftersyn i et nyt format, hvor det gik fra at være dyrlægens rolle til de teknisk delegeredes rolle at udføre disse. Overgangen er gået godt, lyder det fra Dansk Ride Forbund.
Et nyt tiltag ved årets stævnesæson var Dansk Ride Forbunds lancering af hesteeftersyn i et nyt og mere omfattende format, hvor tilsynet gik fra at være dyrlægens rolle til de teknisk delegeredes (TD’er) rolle.
- Overgangen gik godt, og med en stærk gruppe TD’er, kyndigt vejledt og uddannet af DRF’s veterinærkonsulent Mette Uldahl, har vi indtil videre haft hele 659 heste igennem hesteeftersyn hvoraf blot 11 heste er blevet sendt hjem grundet mundsår, lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Ride Forbund.
Mette Uldahl afholdt tidligere i år en workshop, hvor otte B-niveau teknisk delegerede blev uddannet i udførelsen af hesteeftersyn med et særligt fokus på mundsår. Her fik TD’erne en grundig gennemgang af alt fra fremgangsmåder ved selve hesteeftersynet, beslutningsgrundlag og ikke mindst faglig baggrundsviden om, hvorfor og hvordan denne type skader opstår.
Hesteeftersyn godt modtaget
- Hos Dansk Ride Forbund glæder vi os over, at der er blevet taget godt imod de mange hesteeftersyn. DRF’s teknisk delegerede er blevet mødt af en yderst positiv tilgang til hesteeftersyn fra både ryttere, hesteejere, stævnearrangører osv.
- Vi er glade for, at resultaterne af disse viser, at hesteeftersynene har haft en positiv indvirkning på forekomsten af mundsår ved stævner – om end det selvfølgelig altid er målet, at ingen heste har eller får mundsår, lyder det fra forbundet.