På årets Hest & Rytter messe lancerede Hornsyld Købmandsgaard deres seneste foderprodukt »Favorit Avl« til avlsdyr.
Hornsyld Købmandsgaard lancerede på Hest & Rytter-messen i Herning deres seneste foderprodukt »Favorit Avl«.
- Vi har taget udgangspunkt i vores produkt »Favorit Plus«, som tidligere har været den, vi har solgt til ungheste, men har nu lagt endnu mere vægt på avlsdyrene. Det betyder, at der er et højt proteinindhold i den. Den er vitamin- og mineralmæssigt sammensat efter avlsdyrene, der er tilsat Crina, som er rigtig god til fordøjelsen hos ungdyr, samtidig med, at det giver en god duft og smag til produktet, fortæller produktkonsulent hos Hornsyld Købmandsgaard Cecilie Kit Christensen.
Hun fremhæver i samme ombæring en avleraften i Hornsyld den 4. april specifikt tiltænkt avlerne. Her vil træner, Bjarne Nielsen fortælle om hestens eksteriør, funktion og holdbarhed og konsulenter fra Hornsyld Købmandsgaard vil præsentere netop »Favorit Avl«. Samtidig vil der være mulighed for rundvisning på fabrikken.
Kvalitetsfoder
Cecilie Kit Christensen påpeger, at råvarerne er af høj kvalitet samtidig med, at det er et økonomisk produkt.
Hornsyld Købmandsgaard henter selv korn ind direkte fra landmanden og holder på den måde prisen nede. 125 kroner for 15 kg.
Mashen, der blev lanceret sidste år, er ifølge Cecilie Kit Christensen, blevet et succesprodukt.
- Det er en god alsidig mash til en god pris.
- Og så har vi valgt, at den skal være basis. Det skal kunne bruges til mange forskellige typer, så den kan både anvendes til restitution efter ridning og til hyggemåltid til hesten. Samtidig er den lavet sådan, at der er en masse gode fibre i den, så den bliver ret godt grødig. Så har man udfordringer med fordøjelsen, kan man bruge den til det, ligesom man kan bruge den mellem klasserne til konkurrenceridning for lige at give det der boost, der kan være behov for. Så den er ret alsidig, lover hun.