Nordjysk rug sætter rekord med 9,5 ton pr. hektar

Høstudbytterne er bedre end forventet hos landmand Rene Lund Hansen, der driver gården Kirstinesminde Landbrug ved Løgstør på 620 hektar. Både vårbyg og raps har givet fine resultater i marken, men vinterrug har med 9,5 ton pr. hektar givet det bedste resultat nogensinde.

Kirstinesminde Landbrug ejes af Rene Lund Hansen, der driver i alt 620 hektar, heraf er cirka 270 hektar med grovfoder (græs og majs) og 350 til salgsafgrøder (hvede, byg, rug og raps). Rene Lund Hansen (th) og hans medarbejder Jesper Jeppesen (tv) hjælper nabo Hans Peter Sørensen med at høste vinterhvede og vårbyg. Kornet er solgt til en svineproducent.

Vinterrugen, der i år har stået på 62 hektar lermuldet jord med kridt under, har overrasket positivt og givet rekordstort udbytte på Kirstinesminde Landbrug.

- Vi havde forventet, at vi kunne høste 8 ton vinterrug, men vi har høstet 9,5 ton. Det har vi aldrig prøvet før. Det skal også siges, det har stået på noget god jord, siger Rene Lund Hansen.

Indtil videre har Rene Lund Hansen høstet vårbyg, vinterrug og raps, og han er godt tilfreds med høstresultatet, der ser bedre ud end forventet.

- Kornet har været okay tørt og i orden. Og der er bedre udbytter på nogle af afgrøderne, end vi havde turde håbe på, siger Rene Lund Hansen.

Fint resultat i vårbyggen

Vårbyggen på 64 hektar har også givet pæne udbytter hos landmanden i Vesthimmerland. Med en vandprocent på 15 og et udbytte på 7,3 ton pr. hektar, er Rene Lund Hansen godt tilfreds med årets høst.

- Vi såede vårbyg inden påske, og det har overrasket meget positivt. Vårbyggen var tør at høste i. Vi plejer at avle 6–6,5 ton pr. hektar. Men i år har det givet 7,3 ton pr. hektar. Det er rigtig godt på uvandet sandjord, som vi har her, siger Rene Lund Hansen.

Høstresultaterne skal ifølge teamleder for planteavl hos Agri Nord ses i lyset af, om vårbyggen, der er særlig følsom for nedbør, har taget skade af det kolde og våde forår.

- Vårbyg sået på høj jord, som ikke er blevet skadet af store mængder af regn, har klaret sig fint. Men det ser værre ud for den vårbyg, der vokser på lave og flade marker, som fik iltmangel af store regnbyger, siger Poul Madsen.

Tilfreds med rapsudbyttet

Udover vinterrug og vårbyg har også raps været rigtig god og givet fine udbytter.

- Vores høst af raps har været positiv. De har stået rigtig godt i marken. Vi havde regnet med, de ville give omkring 5 ton pr. hektar. Det viser sig, at udbytteresultaterne er på omkring 4,8 ton per hektar inklusive olieregulering, men vi mangler lige de sidste olieanalyser. De kunne godt havde givet en spids mere, men landsgennemsnittet ligger på omkring 3,6 ton pr. hektar, så vi er godt tilfredse, siger Rene Lund Hansen.

Rene Lund Hansens rasp går til fødevarer som Kærgården og Smørbar, madolie, biobrændstof eller møbelpolish.

- Der er en stor efterspørgsel på raps, fordi de europæiske lagre har været nede. Og priserne er fantastiske i øjeblikket, siger Rene Lund Hansen.

Der tegner sig generelt et billede af en rasphøst i Nordjylland, der ligger over middel.

- Det raps, der er høstet, har givet fine udbytter. Jeg vil sige, det svarer til en god middelkarakter. Det har før været helt fantastisk, men det har også tidligere været rigtig skidt. Billedet i år er, at det ser fint ud, siger Poul Madsen.

Tidlig høst

Høsten faldt tidligere end forventet i år på Kirstinesminde Landbrug. Det tegnede ellers til, at det ville en sen høst på grund af et vådt og koldt forår.

- Der blev ikke sået majs før sidst i maj, fordi der var utrolig vådt i den sidste halvdel af foråret, så vi troede modningen af afgrøderne ville tage længere tid, og at vi først kunne høste fra midt i august, men det er gået hen og blevet en tidlig høst. Vi er ikke engang midt i august, og vi er allerede så langt i det, siger René Lund Hansen.

Lidt tilbage endnu

I år høster Rene Lund Hansen med en ny maskine, en Claas Lexion 8800 med et 41 fods bredt Convio-skærebord og en bredde på 12,5 meter. Selvom de er kommet langt med høsten, venter endnu et par høstdage for Rene Lund Hansen og hans folk, inden den står på såning af raps og efterafgrøder.

- Vi har nok omkring tre høstdage tilbage, hvor vi skal have høstet de sidste 120 hektar med hvede, der skal gå til foder. Får vi nogle gode og lange høstdage, kan vi gøre det på to døgn, og så skal jeg høste for nogle naboer, siger Rene Lund Hansen.

Læs også