Med det nuværende tørre sommervejr tegner alt til en tidligere høst, end de fleste havde forudset for nogle uger siden.

Et tydeligt bevis var en ældre 16 fods skårlægger fra Kaj Pedersens Maskinstation fra Langeskov, som her mandag morgen åd sig gennem 11 hektar hybridraps på Skellerup Møllegård på Østfyn.

- Det er modent til skårlægning. Man siger, at tre frø i en skulpe må være grønne, mens de øvrige er sorte. Det er de her, konstaterede Anders Hjære Pedersen, efter den første del af marken var skårlagt.

Det er første og nok også eneste gang, at maskinstationens skårlægger kommer på arbejde i en rapsmark i denne sæson. De fleste har jo sideknive til rådighed, og skårlægning bevirker som oftest et mindre halmudbytte. Til gengæld fortæller maskinføreren, at han i fredags var en tur på Midtfyn, for forsøgsvis at skårlægge 20 hektar rajgræs.

 

- Det er modent til skårlægning, konstaterer Anders Hjære Pedersen fra Kaj Pedersen Maskinstation. Foto: Erik Hansen

- Det er modent til skårlægning, konstaterer Anders Hjære Pedersen fra Kaj Pedersen Maskinstation. Foto: Erik Hansen

13 fods mejetærsker

Gårdejer Thomas Bay har efter samråd med maskinstationsejeren og sin konsulent taget beslutningen om den tidlige skårlægning.

- Heldigvis ser vejrudsigten fornuftig ud, og om 10 dage regner jeg med at kunne bjærge rapsen optimalt med min 13 fods mejetærsker, uden det store spild og ekstraordinære tørringsomkostninger. Det er jo om at passe godt på rapsen i år, ikke mindst med de høje afregningspriser, lyder det fra den østfynske gårdejer

Høst-Tour