HØST-TOUR
Skårlægning er et godt alternativ til glyphosat
Borreby gods’ beslutning om at skårlægge brødhveden er på flere måder rigtig fornuftig, påpeger rådgiver.

Den skårlagte brødhvede på Borreby gods er onsdag ved at blive tærsket. Foto: Jørgen P. Jensen
Hvor glyphosat ikke kan anvendes, eller ikke ønskes anvendt til nedvisning før høst, er skårlægning et godt alternativ.
Det påpeger planteavlsrådgiver Vagn Lundsteen, AgroPro Danmark, i en kommentar til Borreby gods’ skårlægning af brødhvede.
Lidt højere udbytte
Han fremhæver især flere kornafgrøder, hvor det kan være oplagt at overveje skårlægning.
Det kan enten være for at sikre kvalitet og udbytte ved tidlig høst i en uens maltbyg eller i en brødkornsmark til kvalitetssikring. Eller det kan være i vårafgrøder med udlæg, hvor skårlægning både kan bevare kvaliteten af afgrøden og sikre, at udlægget ikke tager skade.
Yderligere kan der være en økonomisk fordel gennem et lidt højere udbytte ved skårlægning.
- Fra Bornholm fik vi sidste år en melding om, at skårlagt vårbyg med udlæg gav et udbytte, der var omkring 0,5 t/ha højere omregnet til en vandprocent på 15. Her blev byggen skårlagt og høstet lige før, den var helt moden, slutter Vagn Lundsteen.