To udrykninger til ærøsk mark

To gange måtte øens brandvæsen afsted i går, da der gik ild under mejetærskeren i en vinterbygmark hos Bent Juul Sørensen.

Brandfaren er meget stor i årets knastørre kornarealer. Det blev bevist i går på Ærø, hvor der to gange gik ild i marken, da 9,5 hektar vinterbyg blev høstet hos Bent Juul Sørensen i Dunkær ved Marstal.

Det lokale brandvæsen var netop vendt tilbage til brandstationen for at fylde vandtankene op, da de måtte afsted igen lige over middag. Og da politiet mødte frem, begyndte det endda at ulme under patruljevognen, som var kørt ind i marken.

- Det her vidner om, at der virkelig skal passes på i år, lød det fra den lokale betjent, efter bilen var kørt ud på landevejen, og både markbranden og gnisterne fra politibilens varme katalysator var slukket.

I begge tilfælde opdagede gårdens mejetærskerfører, at der var opstået brand i halmen, hvor der netop var høstet. Derfor er ilden øjensynligt opstået fra en gnist fra en sten, som skærebordet har ramt i forbindelse med høsten af byggen, som flere steder allerede var knækket godt ned.

Politibetjentens råd er derfor at have en branddasker med på mejetærskeren.

- Det kunne måske have forhindret, at ilden havde bredt sig i det trods alt og heldigvis stille vejr i dag.

Læs også