Flere husdyr blev angrebet i 2023 end året før, men Miljøstyrelsen forventer, at udbredelsen af ulvesikrede hegn på sigt vil begrænse antallet af ulveangreb.
Antallet af angreb på får og lam og andre husdyr vokser i takt med, at der bliver flere ulve i Danmark.
I 2023 var der i alt 57 tilfælde, hvor en eller flere ulve angreb husdyr. I 2022 var tallet 32, mens der i 2021 blev registreret 16 ulveangreb. Det viser Miljøstyrelsens tal.
- Det stigende antal ulveangreb på husdyr følger den stigende ulvebestand og det forhold, at ulvene har spredt sig til nye områder, siger specialkonsulent Lasse Jensen fra Miljøstyrelsen.
- EU vil stramme grebet om ulve, fordi Ursula von der Leyen har mistet sin pony
Potentiale for flere
I januar 2024 var der anslået 37-50 ulve i Jylland, baseret på den månedlige status fra den nationale overvågning af ulv.
Aarhus Universitet vurderer, at der er levesteder og naturligt fødegrundlag til et sted mellem 11 og 30 ulvepar/kobler, svarende til 77-210 ulve i vinterbestanden. Danske ulves primære bytte er hjortevildt som rådyr og krondyr.
Hver enkelt ulveangreb dokumenteres ud fra fund af DNA eller ud fra den lokale ulvekonsulents vurdering af de af de nedlagte dyr.
Ulvesikrede hegn virker
Der har fortsat ikke været dokumenteret et angreb på husdyr bag et fungerende ulvesikret hegn. I 2024 er tilskudsordningen til ulvesikring af hegn udvidet til hele Jylland.
- Nu kan landmænd i hele Jylland få tilskud til at beskytte deres husdyr bag ulvesikrede hegn. Før var det kun muligt i to afgrænsede områder i Vest- og Midtjylland. Vi forventer, at udbredelsen af ulvesikrede hegn på sigt vil begrænse antallet af ulveangreb på husdyr, siger Lasse Jensen.