Sydøstjyllands Brandvæsen måtte søndag rykke ud til en voldsom gårdbrand på Davdingvej nær Brædstrup, hvor 1200 malkekvæg var i fare.

- Da vi kom derud, var medarbejderne allerede i gang med at evakuere dyrene og fjerne halmballer. De gjorde et godt stykke arbejde, fortæller indsatsleder Martin Henriksen til Horsens Folkeblad.

Branden opstod i et foderrum, og tæt røg truede staldene. Her kom brandvæsenets nye overtryksventilator i spil.

- Den kan flytte meget luft hurtigt, og vi kunne opstille to usynlige mure, der holdt røgen væk fra staldene. Det var første gang, vi brugte den rigtigt, men den viste sit værd, tilføjer Henriksen.

En dyrlæge har tilset kvæget, og ingen dyr ser ud til at have taget skade. Ifølge politiet er branden sandsynligvis opstået ved selvantændelse af halm.