Lovforslag skal stoppe vildledende markedsføring
Hvis lovforslaget vedtages må virksomheder fra september næste år ikke bruge ord som »grøn«, »bæredygtig« eller »miljøvenlig«, hvis de ikke kan dokumentere det.

Erhvervsminister Morten Bødskov. Foto: Maja Mohr Mortensen
Der findes mange mærkater og ord, der kan beskrive, at et produkt eller en virksomhed er miljøvenlig. Men som forbruger kan det være svært at gennemskue, om der er tale om fup eller fakta.
Nu fremsætter regeringen et nyt lovforslag, der skal sætte en stopper for vildledende grøn markedsføring. Hvis lovforslaget vedtages, vil det fra 27. september næste år være forbudt at kalde sin virksomhed eller et produkt for eksempelvis »miljøvenligt«, hvis ikke man kan dokumentere det, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
- Vi skal komme vildledende grøn markedsføring til livs. For konsekvenserne er langt mere vidtrækkende end at være skadeligt for vores miljø. Det er konkurrenceforvridende, og det stiller virksomheder, som rent faktisk er grønne, langt dårligere i konkurrencen. Derfor fremsætter vi nu et lovforslag, hvor vi stiller krav til, at der skal være handling bag ordene, siger Erhvervsminister Morten Bødskov og fortsætter:
- Det skylder vi vores jord. Og det skylder vi forbrugerne. For det er helt afgørende, at arbejdet med den grønne omstilling ikke strander bag tom snak eller spil for galleriet.
Med lovforslaget, der er en implementering af et EU-direktiv, vil det også være forbudt for en virksomhed at hævde, at den vil være klimaneutral i 2050, medmindre den kan fremvise en konkret plan for at nå dertil.