Øget dødelighed og tegn på sygdom vakte mandag mistanke om fugleinfluenza i en besætning ved Fredericia med cirka 150.000 æglæggende høns, og Statens Serum Institut bekræftede tirsdag aften, at der er tale om den meget smitsomme sygdom højpatogen fugleinfluenza, H5N1.

Fødevarestyrelsen aflivede onsdag hele besætningen i samarbejde med Beredskabsstyrelsen. Fuglene aflives hurtigst muligt for at forhindre yderligere spredning af smitten og af hensyn til dyrevelfærd.

- Det er et stort tab og ærgerligt, at vi igen har fugleinfluenza i Danmark. I august kunne vi melde ud, at risiko for smitte fra de vilde fugle var faldet. Det er for tidligt at vurdere, om der er øget risiko for smitte, men det er efterår og sæson for fugletræk, så vores opfordring til fjerkræejerne er at holde dyrene og deres foder på afstand af de vilde fugle, siger enhedschef Mette Kirkeskov Sie, Fødevarestyrelsen.

Det er for tidligt at vurdere, om der er øget risiko for smitte

Mette Kirkeskov Sie, enhedschef, Fødevarestyrelsen

Zoner skal begrænse smitten

Som følge af udbruddet har Fødevarestyrelsen oprettet en beskyttelseszone på tre kilometer og en overvågningszone på ti kilometer omkring ejendommen. Inden for disse zoner gælder særlige regler for at forhindre, at sygdommen spreder sig til andre besætninger. Det betyder blandt andet, at alle ejere af fjerkræ og fugle skal registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk.

Det er forbudt at flytte levende fugle, æg og fjerkræprodukter til og fra zonerne uden særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen. Der må ikke afholdes markeder, udstillinger eller konkurrencer med fugle og fjerkræ i zonerne.

Fødevarestyrelsen ophæver zonerne, når der ikke længere er risiko for smittespredning.

Mulig betydning for eksport

Udbruddet kan få midlertidige konsekvenser for eksporten af fjerkræ og fjerkræprodukter til lande uden for EU, indtil sygdomssituationen igen er stabiliseret, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Sygdommen kan blive spredt via vilde fugle, fugleafføring og døde fugle og blive bragt ind i fjerkræindhegninger, når deres ejere går ind til dyrene. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at man opretholder en høj smittebeskyttelse og undgår både direkte og indirekte kontakt med vilde fugle. Man kan mindske risiko for at slæbe smitte ind i sin besætning ved f.eks. at skifte fodtøj og tøj eller rengøre og desinficere sine støvler samt vaske hænder inden man går ind til fuglene.

Fund af døde vilde fugle i naturen kan anmeldes til Fødevarestyrelsen via appen »Fugleinfluenza Tip«.

Ejere, der oplever øget dødelighed, eller andre tegn på sygdom såsom problemer med vejrtrækningen eller adfærdsændringer hos deres fugle, skal straks kontakte deres praktiserende dyrlæge.

Første udbrud siden april

I fugleinfluenzasæsonen 2024–2025 har der været to udbrud i Danmark – begge i april: ét i en besætning med slagtekalkuner og ét i en mindre hønsebesætning.

Det aktuelle udbrud ved Fredericia er det første i fugleinfluenzasæsonen 2025-2026.