To nye vicedirektører hos Landbrugsstyrelsen, hvor en helt ny organisering skal styrke fokus på god forvaltning.
Landbrugsstyrelsen har arbejdet på en ny organisering, og det er blandt andet med to nye vicedirektører, Lars Solskov Lind og Bente Koudal Sørensen. Det sker som et centralt element i opfølgningen på Rigsrevisionens beretning fra maj 2021, som uddelte hård kritik til Landbrugsstyrelsen.
- Vi står over for en vigtig opgave med at genoprette tilliden til os ovenpå en alvorlig kritik fra Rigsrevisionen. Lige nu er vi på en rejse mod at blive en endnu stærkere styrelse med solide juridiske kræfter og en effektiv sagsbehandling. En del af den rejse er vores nye organisering med en ny juridisk søjle, siger direktør Lars Gregersen.
- Vores to nye vicedirektører får en helt central rolle i at styrke vores arbejde med svig, omgåelse og hele vores sagsbehandling med fokus på god forvaltning, uddyber han i den forbindelse.
Landbrugsstyrelsen får en helt ny søjle, Jura & Kvalitet, med det formål at styrke fokus på god forvaltning i Landbrugsstyrelsen. I spidsen for søjlen er Lars Solskov Lind, der kommer fra en stilling som vicegeneralauditør i Forsvarsministeriets Auditørkorps og tidligere har været over 18 år i Justitsministeriet.
Erfaring fra det offentlige
Den nye vicedirektør i Landbrugsstyrelsens sønderjyske afdeling på Augustenborg Slot og på Tønders gamle kaserne er Bente Koudal Sørensen. Hun har en lang erfaring fra det offentlige og kommer senest fra en stilling som underdirektør i Vurderingsstyrelsen i Haderslev. Hun har tidligere været i Statsforvaltningen og i ATP.
Landbrugsstyrelsens direktion består udover de to nye ansigter af Lars Gregersen som direktør og Louise Piester og Jon Simonsen som vicedirektører.
Som en del af den nye organisering oprettes der desuden en ny enhed for svig og omgåelse. Det forventes, at en ny enhedschef kan starte den 1. august 2022.