Er du kandidat til en klima- og bæredygtighedspris?
Er du ung, og har du noget på hjerte om klima og bæredygtighed? Så har du mulighed for at vinde 15.000 kroner.

For første gang uddeles Klima- og Bæredygtighedsprisen for unge dette efterår. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
- For første gang uddeles Klima- og Bæredygtighedsprisen for unge dette efterår. Og det er nu, kandidaterne skal indstilles, lyder det i en meddelelse fra Landbrug & Fødevarer.
Måske er det dig eller en, du kender?
Om prisen oplyses det, at den uddeles hvert år af Nykredit, Landbrug & Fødevarer og Forenet Kredit til en ung under 35 år, som ikke har etableret en landbrugsvirksomhed, men som enten er under uddannelse eller beskæftiget i landbrugserhvervet.
For at være kandidat til prisen skal man på én eller flere måder have kommunikeret under temaet »klima og bæredygtighed i landbruget«. Det kan for eksempel være ved at have:
● Skrevet, vist eller talt om emnet på sociale medier (enten egne eller professionelle)
● Inddraget emnet i en opgave (for eksempel til skolen)
● Skrevet eller medvirket i en artikel
● Været med i en podcast, radio eller tv
● Bidraget ved events eller debatter
Se mere på lf.dk, hvor du også kan indstille din kandidat.
Om prisen
Prisen er på 15.000 kroner, og den uddeles for første gang den 16. november 2022.
Deadline for indstilling er den 2. november klokken 12.00. Herefter udvælges tre finalister, og vinderen kåres 16. november på Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg, hvor Landbrug & Fødevarer gerne ser alle tre finalister være til stede.
Dommerkomiteen består af repræsentanter fra Nykredit, LandboUngdom og Landbrug & Fødevarer.