Land & Fritid har udviklet et specieldesignet fuglefoderhus med opsamling, Bird Safe, som ikke tiltrækker rotter.
Den landsdækkende detailkæde Land & Fritid har udviklet et fuglefoderhus med opsamling af det tiloversblevne foder.
Produktchef Charlotte Thoft-Christensen, der er ansvarlig for kategorien Hund & Kat samt Fugl, lod sig provokere af en artikel om stigende rottetilhold i haver grundet fodring af havens vilde fugle.
- Jeg blev så ærgerlig over, at det spændende og inspirerende fugleliv i haven skulle ødelægges af uvelkomne gnavere, fortæller Charlotte Thoft-Christensen.
Frustrationen over udfordringen førte til kreativitet og efter lidt stregtegninger og et par prototyper kan man nu finde det endelige resultat, som er til salg via kædens 38 butikker over hele landet.
Monteret på en glat stolpe
Bird Safe betegnes som et »rottesikret« fuglehus, og da foderet samles op i en underskål, kan det bruges igen, og på den måde minimeres foderspild.
Fuglefoderhuset er monteret på en glat stolpe, som rotter har meget svært ved at klatre op ad, og huset er endvidere designet, så kun havens små fugle får glæde af foderet.
Når fuglefoderhuset placeres i haven, er det vigtigt, at det placeres to-tre meter væk fra træer, buske, gavle, tage med mere.
- Vi har testet fuglefoderhuset, og det ser ud til, at vi har løst udfordringen, lyder det fra Charlotte Thoft-Christensen.
Hun er glad for, at det, der var en tanke, nu er blevet et produkt, der gør at Land & Fritids kunder kan nyde synet af fugle, der boltrer sig på foderpladsen uden bekymring for, om foderpladsen tiltrækker rotter.