Kendt mælkeproducent: - CAP’en bør i højere grad tage hånd om de store prisudsving

Medfinansieret af Den Europæiske Union

De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor

Det er bestemt ikke kun landmændene, Kjartan Poulsen tænker på, når han opfordrer EU til at gribe ind over for faldende mælkepriser.

- CAP'en burde i højere grad tage hånd om de store prisudsving. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i årevis har haft én mission, der var vigtigere end alle de andre både på dansk og europæisk plan: At sikre mælkeproducenterne en omkostningsdækkende pris. Men det handler sandelig også om fødevareforsyningssikkerhed og om at sikre forbrugerne nogle priser, de kan betale, siger han.

Den 63-årige mælkebonde smiler til og udveksler et par indforståede ord med det fortrinsvis sortbrogede kvæg.

- Hende her er på vej til Polen, lyder det fra Kjartan Poulsen om en af de mest nysgerrige malkekøer.

Hvorefter hans blik sigter efter markerne lige uden for stalden.

Kjartan Poulsen har været landmand i et helt voksenliv. Denne sommer er det endegyldigt slut. Bedriften med de cirka 500 malkekøer og omtrent lige så mange kvier plus i alt 180 hektar jord er afhændet til staten i forbindelse med et lavbundsprojekt knyttet til den grønne trepart. Produktionsbygninger og jord er efterfølgende lejet tilbage af SGAV (Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø), og ægteparret bliver boende i det stuehus på Højgaard, der ikke er en del af handelen.

Stadig europæisk formand

I foråret gik Kjartan Poulsen af som mangeårig formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter (LDM). Han er frontfigur for den europæiske pendant – European Milk Board – nogle måneder endnu og helt afklaret med, at en epoke er overstået. Nu gælder det de sidste kampe for at sikre sine europæiske kolleger en ordentlig pris.

- Vi er ikke i mål endnu. Der er en grund til, at en europæisk landmand tjener mindre end en gennemsnitlig industriarbejder. Men priserne har dog rettet sig lidt. Omkostningsdækningen er blevet forbedret. Tabet er trods alt blevet indsnævret noget, som han formulerer det denne forårsdag i Vestjylland.

Kjartan Poulsen har fået sit fornavn fra sin islandske mor, som ankom med det sidste skib til Danmark umiddelbart inden Anden Verdenskrigs udbrud. Han voksede op blot en enkelt kilometer her fra Vittarp ved Outrup lidt uden for Varde, hvor han nu endegyldigt har afviklet sin bedrift.

- Det er ikke særligt god landbrugsjord her i området. Man taler altid om, at der er klitter ud til stranden kun 10 kilometer herfra. Men det er nøjagtig samme sandjord som her, blot er der fladere her inde i landet, fortæller han.

Efter uddannelse til landbrugstekniker arbejdede en dengang noget yngre udgave af Kjartan Poulsen med at udstede mælkekvoter på et mejerikontor, hvorefter han var beskæftiget på kvægavlsforeningens sekretariat. Da han derpå ernærede sig med økologiske forsøgsteknikker på fødevare- og jordbrugsforskningscentret Foulum, fattede han interesse for økologien. Sideløbende med Foulum-hvervet blev han derfor deltidslandmand tilbage i 1988, og han har drevet sine landbrug økologisk gennem alle årene.

Også mælken – eller i hvert fald en lille del af markedet – blev økologisk i begyndelsen af 1990'erne, hvilket fik Kjartan Poulsen til at være medstifter på mejeriet Økomælk. Da han købte Højgaard her på Vittarpvej i 1992, bestod virksomheden af beskedne 44 køer og 50 hektar jord. Siden 1998 har han drevet Højgaard og Søndergaard sammen med kompagnonen Preben Lauridsen via selskabet Sønderhøjgaard ApS.

- Det er nu egentlig ikke, fordi vi har købt så meget til, vi har først og fremmest lejet jord. Men vi kom da op på at drive henved 1.500 hektar, beretter Kjartan Poulsen.

Træt af overimplementering

EU er han glad for, ikke mindst som et helt essentielt fredsbevarende projekt.

- Jeg synes desværre, man er ved at opløse det lidt, når det gælder samhandel på ens vilkår. Konkurrenceparametrene bliver mere og mere forskellige over landegrænserne. Sådan noget som CAP bliver jo udnyttet så utroligt forskelligt fra land til land. Overimplementeringen er meget markant i et land som Danmark, hvor vi eksempelvis – som det eneste betydende land i EU – har fastholdt brakken, siger han.

Og tag ikke fejl: Den vestjyske mælkeproducent med de halvt islandske rødder accepterer fuldt ud, at den europæiske landbrugsreform kan implementeres på forskellig vis, så man i hvert medlemsland tager hensyn til eksempelvis kulturelle og naturmæssige divergenser.

- Den slags skal der selvfølgelig tages højde for i planlægningen. Det ændrer bare ikke på, at jeg synes, man i EU og i CAP’en bør vende tilbage til de ens konkurrencevilkår, der i højere grad prægede unionen for år tilbage. Når nu fødevareforsyningssikkerheden er så højt oppe på dagsordenen i hele Europa, burde CAP’en også på tydeligere vis være en del af den, siger han.

- Markedet burde flyttes ud til landmanden, hvilket ville give en mere stabil pris, en sikrere fødevareforsyning samt billigere fødevarer til forbrugerne. Alle andre led i kæden – transportører, mejerier, detailhandel og industri – får fuld betaling. Og jeg skal da lige love for, at mejerierne ikke altid er landmandens bedste ven. Vi mangler det her styringsredskab, hvor man for eksempel fra EU’s side kan håndtere mælkemarkedet i form af såkaldte A- og B-priser. Altså hvor en vis mængde sælges til én pris, og resten til en anden. Så er det landmandskabet, der afgør, hvad der er klogest at producere. Det skal selvfølgelig være på europæisk plan, ellers giver det ingen mening, tilføjer Kjartan Poulsen.

Også egentlige krisemekanismer er vigtige virkemidler i EU’s værktøjskasse:

- Hvis der skal flere unge ind i erhvervet, kræver det et sikkerhedsnet for mælkeprisen. Den er alt for volatil. Falder prisen ret meget yderligere i forhold til det, den er i dag, hvor du er på besøg, står de unge, som overvejer at investere, virkelig med kniven for struben. For produktionstabet er massivt. CAP’en har jo i forvejen en reguleringsmaskine indbygget i forhold til mælkeafregningen. Vi mangler bare, at dén mekanisme i højere grad bliver aktiveret, så man indimellem betaler mælkeproducenterne for at undlade at producere. Det hjalp ikke på prisen at lægge 400.000 tons mælkepulver på lager i 2016, men det virkede med det samme, da man påvirkede produktionen hos primærproducenten, lyder det.

Markedet er ikke frit

Naturligvis ved Kjartan Poulsen udmærket, at al reguleringssnakken er en våd klud i ansigtet på alle, der som udgangspunkt tilbeder det totalt frie marked:

- Men markedet er jo netop ikke frit. Jeg kan ikke gøre, som jeg vil, for eksempel hente gødning i Tyskland og alt muligt. Landbrugssektoren er så ekstremt reguleret, at det er en illusion at tale om et frit marked. Det, jeg argumenterer for, går ud på i det mindste at flytte markedet ud til landmanden, forklarer Kjartan Poulsen.

Selv har han modtaget CAP-støtte til teknologiforbedringer i sine kvægstalde. I sådanne tilfælde skal landmanden selv betale 60 procent af udgifterne.

- Hvis du spørger mig, er det en udmærket måde at bruge EU-penge på. Slagsiden er dog, at det er et pointsystem, der er med til at afgøre, om du får tilskuddet, og det er problematisk for mindre bedrifter, der ikke har opnået points nok og derfor må se de større gårde tømme pengepuljerne. Det er ikke en helt rimelig måde at behandle mindre landbrugsvirksomheder, der på den måde ellers forsøger at gavne både miljøet og klimaet, forklarer den nu tidligere LDM-formand.

Vi er ikke i mål endnu. Der er en grund til, at en europæisk landmand tjener mindre end en gennemsnitlig industriarbejder. Men priserne har dog rettet sig lidt

Kjartan Poulsen, mælkeproducent