Mange har formentlig oplevet at stå med et halvvissent juletræ uden nåle, allerede inden det første hjemmeflettede julehjerte var hængt på grenen.

Haveselskabet giver på deres hjemmeside gode råd om, hvordan du holder træet friskt, så det står smukt langt efter, at julefreden har sænket sig.

Første skridt på vejen til et friskt og duftende juletræ i stuen er, at du køber et træ, som er friskt fældet. Den mest sikre måde er, at du selv - sammen med resten af familien - tager ud og finder træet, og fælder det.

Nordmannsgran holder længst på nålene, men en rødgran kan sagtens stå inde i små 10 dage, stort set uden at tabe nåle. Hvis blot du finder et friskt træ og passer på det, som om det var en buket blomster.

Når træet er fældet og hjembragt, stiller du det udenfor et sted med læ i en spand vand. På den måde fordamper der mindst muligt vand fra nålene.

Skal juletræet ind i den varme stue flere dage inden juleaften for at pryde din julestue med al sin glans, er det en god idé at skær mindst 1-2 cm af den nederste del af juletræets stamme. Det sikrer, at træet kan trække vand op og holder dermed nålene ekstra friske. Store træer kan sagtens fortære et par liter vand i døgnet.

Ja, du undrer dig sikkert, men den er god nok, lyder det endvidere på haveselskabet.dk. Rødgran, omorika og blågran holder længere på nålene, hvis du plopper 1-2 brusetabeletter i vandet. Dog skal det være hovedpinepiller, der indeholder acetylsalicylsyre som for eksempel i kodimagnyler.

Find flere gode råd i artiklen på haveselskabet.dk.