Er ramt af oversvømmelser: Vil have politikerne på banen

Den meget regnvåde start på 2023 begynder nu at skabe problemer for landmænd, hvis marker bliver oversvømmet.

 

Det er ikke nogen hemmelighed, at 2023 har fået en meget våd start. Og det begynder nu at skabe problemer for flere landmænd. En af dem er Johannes Lauridsen fra Hillerup nær Ribe, for hans marker ligger op af Kongeåen. 

På grund af det meget våde vejr, der har været  i gang siden december måned, er åen begyndt at gå over sine bredder.

Ifølge DMI er der målt op mod 50 millimeter regn i de første ti dage af året ved det nærliggende Ribe Rensningsanlæg, og det har nu betydet, at der er visse afgrøder, som Johannes Lauridsen ikke længere kan dyrke. Det fortæller han til TV Syd. 

Vil have åen udvidet

Han savner politisk aktion på området, for oversvømmelserne har været et problem i flere år, siger han. Han så gerne en udvidelse af Kongeåen, så åen bedre kan håndtere de store vandmængder.

- Det svarer jo til, at når der kommer flere biler på en motorvej, så udvider man med et spor mere, og det er også det vi gerne vil have i åerne, at man udvider dem, så de øgede vandmængder kan være der i stedet for på vores marker, siger Johannes Lauridsen til TV Syd.

Lige nu er han nødsaget til at så græs, men det er ikke engang sikkert, at græsset overlever de store vandmængder. Og der er meget lidt, han selv kan gøre ved problemet, konstaterer han.

- Jeg synes ikke man kan sige, at det er vores eget ansvar, for der er så mange restriktioner, at vi reelt ikke kan gøre andet end at holde vores egne grøfter rensede og slåede, fortæller han til TV-stationen.: 

Holder øje med Vest- og Sydjylland

Foreløbig er der ikke meget trøst at hente i den aktuelle vejrudsigt, der byder på mere regn i de kommende dage. Udsigten til store nedbørmængder i den kommende uge giver panderynker hos DMI’s ekspert i oversvømmelser, Jonas Wied Pedersen.

- Store nedbørmængder på denne tid af året kan blive et problem, da fordampningen er lav sammenlignet med sommermånederne, og derfor skal vi vente længere tid på, at vandet ledes væk fra overfladen, hvilket øger risikoen for oversvømmelser i de udsatte områder inde i landet – særligt omkring åer og vandløb. Hvis nogle af de værre scenarier i de nuværende prognoser holder stik, så holder vi bekymret øje med især det vestlige Jylland og muligvis også Sønderjylland, siger Jonas Wied Pedersen i en pressemeddelelse.

 

Læs også