Nytårskur med muntert indlæg
Nytårskur i Østdansk Landboforening bød på et foredrag af Karl Peter Andersen, der på underholdende vis fortalte om sit liv som butler.

Karl Peter Andersen stod for et sobert og muntert foredrag, da senior- og kulturudvalget i Østdansk Landboforening holdt nytårskur. Foto: Jesper Hallgren
Senior- og kulturudvalget i Østdansk Landboforening holdt tidligere i januar nytårskur, og det var med et foredrag af Karl Peter Andersen, der sobert og muntert fortalte om sit liv som butler.
Karl Peter Andersen blev i sin tid udlært tjener på Hotel Hvide Hus i Køge (nu Comwell Hotel Køge Strand), og det blev startskuddet til en anderledes karriere med mange sjove og spændende oplevelser på »fine adresser« rundt omkring i Danmark.
Med arbejdet følger naturligvis en vis tavshedspligt, men heldigvis kunne han komme med flere sjove anekdoter til de omkring 50 udvalgsmedlemmer, der deltog i nytårskuren, som foregik i foreningens lokaler i Rønnede.
Brandalarm på Dannebrog
Karl Peter Andersen aflagde tilbage i 1990’erne sin værnepligt på Kongeskibet Dannebrog, hvor der på et tidspunkt var royalt besøg fra Spanien.
Kort før den daværende dronning, Dronning Sofia, skulle ombord på Dannebrog gik brandalarmen, og det medførte naturligvis hektisk aktivitet for at lokalisere årsagen, der viste sig at stamme fra tobaksrøg.
- Dronning Sofia kunne ikke undgå at bemærke, der lå brandslanger rundt om på skibet, og hun ville også gerne vide, hvad der foregik, fortalte Karl Peter Andersen, som også erindrer, at den spanske dronning havde hele 22 kufferter og 18 par sko med.
- Jeg synes selvfølgelig, det var meget passende, for hun skulle jo også være her i tre dage, tilføjede Karl Peter Andersen til stor morskab for de fremmødte.
Tilbage på Stevns
Siden blev han blandt andet hushovmester på Gavnø Slot, privatchauffør hos kammerherre Fritz Schur, hushovmester for kammerdame Irene enkelensgrevinde Wedell til Frijsenborg og Wedellsborg og butler hos den internationalt kendte forretningsmand René Sindlev.
Siden 2014 har Karl Peter Andersen været forpagter af Traktørstedet Højeruplund på Stevns, hvor det hele også begyndte. Karl Peter Andersen er nemlig født og opvokset på Grønninggård i Arnøje på Stevns.
Han kunne også fortælle, at han på et tidspunkt kom hjem til Grønninggård i en bil, en Rolls-Royce, som var to millioner kroner mere værd end salgsprisen på gården.
Det fortæller lidt om den verden, som Karl Peter Andersen i mange år var en del af. Han har fortsat kontakt til de fleste tidligere arbejdsgivere, som han også stadig gerne hjælper ved forskellige lejligheder.
Efter det spændende og underholdende foredrag blev der serveret mad, og dernæst orienterede Ole Elbæk, formand for Østdansk Landboforening, lidt om foreningen og erhvervet, inden nytårskuren sluttede med kaffe, kage og fællessang.