Der var leg, læring og frisk luft på skoleskemaet, da en specialklasse fra Auning Skole på Djursland for en dag havde flyttet undervisningen ud til gårdejer og juletræsproducent Mads Jürgensen.

- Vi skal vel ikke tælle dem alle, lød det fra en af eleverne, da Mads Jürgensen fortalte, at han har en halv million juletræer stående på de 118 hektar på ejendommen i Auning.

Eleverne, som er fra 4.-6. klasse, fik en rundtur på ejendommen, hvor Mads Jürgensen, sammen med hustruen Mette, fortalte om starten på virksomheden i år 2000. Og om de 200 lastvognstog, som har hentet årets høst, om livet på gården, hvor der i højsæsonen er knap 32 ansatte, og resten af året er mellem 12 og 14 mand, og om hvordan de forsøger at opfylde alle indkøbernes ønsker om det perfekte juletræ.

- Nu har vi lagt sidste hånd på årets hårde arbejde. De fleste arbejdere er sendt hjem på juleferie, og så kommer de igen til foråret, hvor sæsonen starter, forklarede juletræsproducenten, som har specialiseret sig i at eksportere Normandsgran til hele verden.

Hvor gammelt er juletræet i stuen?

Eleverne, som inden udflugten var blevet undervist i forskellige typer træer, havde mange spørgsmål, men de store vidder var dragende, og der blev tid til en omgang gemmeleg, som gav de fleste sved på panden.

- Hvor gammel er det her juletræ?, spurgte en elev og pegede på et træ.

Mads Jürgensen fortalte, at træet allerede er tre år gammelt, når han modtager det fra planteskolen. Så passer, klipper og nipper han træet i 8 år, indtil det ender i en julestue et sted i Europa eller resten af verden.

- Jeg var slet ikke klar over, hvor stort et arbejde det er at lave juletræer. Jeg er helt blown away. Det er vildt fascinerende, lød det fra Frodi Madsen, som er en af de to undervisere, som var med på dagens tur.

Undervisning gennem bevægelse og leg

Dagen var arrangeret af Djursland Landboforening.

- Jeg takkede ja til at være med, fordi jeg tror, at det er sundt og godt for børn at se, hvor tingene kommer fra. Og så synes jeg, det er hyggeligt, lød det fra Mads Jürgensen.

Ideen med arrangementet er, at landboforeningens Udvalg for Åbent Landbrug, ønsker at sætte gang i flere projekter, hvor udefrakommende kan få et indblik i årets gang hos det lokale landbrug.

- Vi vil gerne lave oplevelser, der skaber værdi og rum for læring. Og så vil vi naturligvis gerne vise alle former for landbrug frem, så landmanden får mulighed for give viden videre og ikke mindst vise sit landbrug frem, fortæller Tina Drejer Maaberg, projektkoordinator, Djursland Landboforening.

Klassen fra Auning Skole kommer tilbage til foråret, hvor sæsonen for juletræer starter igen. Her skal de høre mere om juletræets lange vej fra frø til høstemodent træ og se, hvordan man arbejder med og former det perfekte træ.

teba

Planter