To nye konkurrencer for malke- og kødkvæg har fundet vej til Kimbrerskuet. Et skue, hvor der foruden et væld af ærespræmier også er mulighed for at vinde pengepræmier.
I år vil man kunne opleve to nye konkurrencer på årets Kimbrerskue – en for malkekvæg og en for kødkvæg.
Den nye konkurrence indenfor kødkvæg hedder »Bedste hundyr af egen avl« og foregår på tværs af racer. For at kunne være med, skal dyret samt dets mor være født i udstillerens besætning. Vinderen får tildelt en ærespræmie.
Indenfor malkekvæg bærer den nye konkurrence titlen »Kimbrer-koen« og foregår på tværs af racer. For at kunne deltage skal koen have kælvet minimum to gange, og ydelsen skal ligge 10 procent over racens gennemsnit i den sidste afsluttede laktation. Konkurrencen består af: sundhed, produktion og eksteriør.
Der er på forhånd givet point for levendefødte kalve, antal insemineringer/kælvning, lavt celletal og antal kælvninger til de køer, som er tilmeldt skuet og de ti fremmødte køer med flest point deltager i konkurrencen. På showdagen vil køerne blive rangeret efter eksteriør og få tildelt point efter deres placering og summen af disse point plus sundhedspoint vil afgøre vinderen, som modtager 1.500 kroner fra Pomi.
Igen i år er der pengepræmier på spil indenfor hver dyregruppe.
Blandt malkekøerne modtager Miss Himmerland 3.000 kroner af DLG Nordjylland, som også giver 2.000 kroner til skuets bedste kødkvæg.
Skuets bedste får/vædder får 1.500 af Klint´s Landbrug & Haveservice. Samme beløb, 1.500, kroner uddeles til skuets bedste hest fra Land & Fritid, mens der uddeles 500 kroner til bedste fjerkræ, bedste due og bedste kanin fra henholdsvis Tupperware ved Vibeke Dalum, WOC og Land & Fritid.