En CO2-afgift på landbruget har fyldt alt for meget i debatten under valgkampen til Folketinget. Det mener landboforeningen Fjordland. 

»Et er, at politikerne ikke har kunnet vente på den ekspertvurdering, som de selv har bestilt. Men det er også helt galt, at en lang række partier udokumenteret fastslår, at det er den eneste rigtige løsning. Foreløbigt har debatten kun haft den effekt, at både landmænd og deres finansieringskilder vælger at trække i håndbremsen i forhold til investeringer. Herunder i ny teknologi til forbedring af klima og miljø. De er simpelthen usikre på, om der er en fremtid for erhvervet«, lyder det i en pressemeddelelse fra Leif Gravesen, Morten Agger og Lars Kristensen, der udgør formandskabet i Fjordland. 

De henviser til beregninger fra brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, som anslår, at en høj CO2-afgift på landbrugets biologiske processer vil koste 36.000 job på landbrug og i de tilknyttede erhverv på blandt andet mejerier og slagterier. Samtidigt vil en ensidig, dansk klimagas-afgift gøre vores egne fødevarer dyrere end udenlandske produkter.  

4.415 job

»Fjordland dækker et område, hvor vi producerer en meget stor del af mælken og kødet her i landet, og kommunerne omkring den vestlige del af Limfjorden står derfor til at miste 4.415 job. Det er utroligt mange medarbejdere fra et fødevareerhverv, der fylder så meget i lokalområdet, at andre erhverv ikke kan erstatte tabet, der derfor vil accelerere befolkningstilbagegangen«, lyder det fra formandskabet.

Landboforeningen Fjordland opfordrer derfor til, at politikerne efter valget genskaber tilliden til landbrugets fremtid og tager fat på nogle af de bureaukratiske forhindringer, der i flere år har forsinket projekter, hvor landmænd har ønsket at investere i klima- og miljøforbedringer: 

»Landbruget har i mange år arbejdet konstruktivt med den grønne omstilling. I Fjordland har vi rigtigt mange medlemmer, der er klar til at investere i både biogasanlæg, mini-vådområder og udtagning af lavbundsjord. Politikerne bør derfor hjælpe med at fremme de konkrete projekter i stedet for at sætte alt i stå med en ødelæggende CO2-afgift«.