Går i rette med Seges-analyse

Seges' analyse fra sidste år, der viste et stort værditab ved en CO2-afgift på 750 kroner, er for dyster, mener den såkaldte Dream-gruppe i en analyse.

En CO2-afgift på 750 kroner vil betyde værditab på landbrugsjorden på op mod 160 milliarder kroner, og prisstigninger på oksekød på 17 procent.

Det konkluderede en analyse fra Seges i 2023.

Men de tal er baseret på forsimplede modeller, der udelader markedsmekanismer, og skyder derfor langt over målet.

Sådan lyder det fra Jens Sand Kirk.

Han er projektchef for den nye økonomiske model GrønReform, der er lavet af det såkaldte Danish Research Institute for Economic Analysis and Modelling, også kendt som Dream-gruppen.

Regnemodellen er blevet brugt af Svarer-udvalget, og er således central i beregningerne bag den kommende CO2-afgift på landbruget.

I Svarer-rapporten vurderer ekspertudvalget, at en CO2-afgift på 750 kroner vil give et værditab på landbrugsjorden på cirka 60 milliarder, og det er væsentligt mindre, end hvad Seges tidligere er nået frem til.

I 2023 forudså forskningsorganisationen, at værditabet ville være over dobbelt så stort. Samtidig vil prisstigningerne på oksekød ifølge Svarer-udvalget kun være på 10 procent, i modsætning til forudsete 17 procent fra Seges.

Herlighedsværdi af brakmarker

Men ifølge Dream-gruppen skyldes den store forskel, at Svarer-udvalget, i modsætning til Seges-modellen, har taget flere forudsætninger med i deres model, og derfor er mere retvisende, mener Jens Sand Kirk.

- Det er ikke forkert at lave analyser med simplificerede antagelser. Det gør man hele tiden. Men vores model er meget mere nuanceret og mere retvisende, siger projektchefen til Dagbladet Information.

I GrønReform er der, i imodsætning til Seges-modellen, sat en pris på jagt og herlighedsværdi i forhold til brakarealer, og derfor har disse arealer en større værdi i Dream-gruppens arbejde, end hos Seges.

Seges har ikke ønsket at medvirke i et interview med Information, men siger i et skriftligt svar til avisen, at man bevidst har udeladt adfærdsmæssige forhold, da de er »meget usikre«, som det udtrykkes.

Læs mere om CO2-afgift

Den grønne trepart er blevet enige om at pålægge en CO2-afgift på dansk landbrug. Derudover er der lagt op til en »massiv omlægning« af det danske areal. Men hvad betyder det for landmændene?

Læs mere her

Læs også