Danish Crown vil skabe bæredygtig fremtid for kød
Vi står derfor overfor et valg. Skal vi stoppe med at spise kød, eller skal vi finde en bæredygtig vej frem, lyder det fra Danish Crown-topchef, Jais Valeur.

Danish Crowns administrerende direktør Jais Valeur har forud for konferencen Meat2030 skrevet en kronik, hvor han skriver - ikke overraskende - at kød har en plads på fremtidens tallerken.
Onsdag i denne uge arrangerer Danish Crown konferencen Meat2030 i København, hvor det landmandsejede selskab søger input fra omverden til at finde nye bæredygtige løsninger for Danish Crown og dansk landbrug.
En lang række internationale eksperter kommer her med deres bud, hvor også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltager. Forud for konferencen har Danish Crown-topchef Jais Valeur skrevet en kronik, hvor han beskriver, hvad der er på spil.
- I dag er kød efterspurgt som aldrig før. Den globale middelklasse vokser, og det er en glædelig historie om mindre fattigdom og mere retfærdighed i verden. Men det er også en historie som stiller spørgsmål ved bæredygtigheden i verdens stigende kødforbrug og landbrugets samlede klimaaftryk, Jais Valeur.
Han påpeger, at i 1961 spiste verdens gennemsnitlige forbruger 23 kilo kød årligt. I 2014 var det tal steget til 43 kg om året per borger. Og da jordens befolkning samtidig er vokset markant, betyder det, at der i dag samlet forbruges fire-fem gange så meget kød som i 1961. Ikke nok med det. FN spår, at den udvikling vil fortsætte. Om ti år vil verdens middelklasse være vokset fra 3,2 milliarder mennesker til 5 milliarder mennesker, som vil forbruge strøm, transportmidler og have kød som en del af deres kost. Det slider på planeten, og den udvikling kan ikke fortsætte.
- Vi står derfor overfor et valg. Skal vi stoppe med at spise kød, eller skal vi finde en bæredygtig vej frem? Hos Danish Crown er svaret klart. Kød har altid været en del af menneskets kost, og det vil kød også være i fremtiden. Som verdens største eksportør af grisekød, en af Europas største leverandører af oksekød og verdens største økologiske slagteri vil vi udfordre vores egen branche og gå forrest i arbejdet med at finde bæredygtige løsninger fra jord til bord, lyder det fra Jais Valeur.
Effektivt Landbrug er til stede på konferencen onsdag.
Læs hele kronikken fra Jais Valeur her.