Det kunne lige så godt have været en høsthistorie. Men i dette tilfælde havde min snart 80-årige far hentet et læs genbrugsstabil, som han skulle have hjem til gården med traktor og vogn.

Det plejer at gå snildt, men denne gang lød der undervejs et højt piiiiiiffft. Et af dækkene på vognens ene aksel var punkteret.

Fatter fik holdt ind til siden. Hans fysik er ikke længere til dybe knæbøjninger og udsigten til at skulle finde donkraft og skruenøgler frem var tydelig i stemmen, da jeg tilfældigt ringede ham op, mens han holdt i vejkanten.

Jeg lovede at komme ud og hjælpe så hurtigt, jeg kunne. Hvilket betød cirka 20 minutters kørsel. Vi ringede af, mens jeg kunne høre, at han var gået i gang med at forklare en forbipasserende, hvorfor han holdt så umotiveret i vejsiden.

Da jeg nåede frem, var hjulet skruet af. To naboer var troppet op, og stedet, hvor han havde hentet grus, havde også været forbi med den største donkraft, de havde tilgængelig.

Sammen med en af naboernes havde det været tilstrækkeligt til at løfte vognen med de 10 tons grus, og den ene nabo – beslagsmed Lars - havde også en batteridrevet skruemaskine, der snildt havde kræfter til at løsne boltene på hjulet.

»Opfør jer nu råddent«

Håbet var, at dækket kunne lappes, så vi fik læsset hjulet ind i min Citroen C1 og kørt det hen til fatters barndomsven Viggo, der har lappet flere vognhjul, end jeg har spist ærter.

Hverken dæk eller slange stod dog til at redde. Men nabo Lars – med skruemaskinen – havde talt om, at han måske havde et hjul, fatter kunne låne. Så ham ringede vi til, og den var god nok.

Han fik skruet hjulet af sin egen vogn, og da vi 10 minutter senere var tilbage ved vognen, var han i gang med at stramme de sidste bolte.

- Hvad skylder jeg? Spurgte fatter.

- Ingenting. Dér, hvor jeg kommer fra, hjælper vi hinanden, når det brænder på, sagde Lars og sendte os afsted med hilsenen »opfør jer nu råddent«.

- Tak i lige måde, grinede jeg.

- Jeg kan ikke andet, sagde Lars.

Men det kunne han. Tak for hjælpen – og fortsat god sommer.