- Vi mangler ikke folk i landbruget, vi mangler retning
Rekruttering fejler sjældent på grund af kandidaterne, men fordi vi ikke er skarpe nok på, hvad vi egentlig søger – og hvorfor.

Christian H. Vesterager er agronomuddannet og Business Partner i Hald&Lie og tidligere direktør i Patriotisk Selskab. Foto: Henriette Lemvig
Af Christian H. Vesterager, business partner i Hald&Lie
Der bliver talt meget om mangel på arbejdskraft i landbruget.
Og ja, det er blevet sværere at finde både medarbejdere og ledere til bedrifterne. Men når jeg er ude og tale med ejerledere, landmænd og gårdråd, er det sjældent her, problemet opstår.
Det starter nemlig langt tidligere.
Alt for ofte går man i gang med at rekruttere, før man har besluttet, hvad man reelt har brug for.
Man ved, at der mangler en i stalden eller i marken. Man ved, at markbruget er vokset. Eller at der er behov for en driftsleder eller inspektør. Og så slår man en stilling op. Men hvad ligger der egentlig i det?
Skal man bruge en, der kan passe dyr, eller en, der tager ansvar for resultaterne i stalden? Er det en, der kan køre maskiner? Eller en, der planlægger og prioriterer arbejdet i marken?

Christian H. Vesterager hjælper som konsulent landbruget med at rekruttere de rette medarbejdere og med at få organisationen, ejeren og medarbejderne til at fungere godt sammen – så de strategiske mål nås. Privatfoto
Og når det gælder ledere: Er det en, der skal aflaste ejeren, eller en, der skal udvikle virksomheden?
De spørgsmål bliver ofte først stillet, når kandidaten sidder ved bordet. Og så er det for sent.
Resultatet er velkendt: Man ansætter en dygtig medarbejder, som ikke helt passer ind i den måde, bedriften drives på. Men som har papirerne i orden. Og det mærkes hurtigt.
I stalden, hvor rutinerne ikke spiller. I marken, hvor planlægningen halter. Eller i samarbejdet, hvor forventningerne er uklare.
Når det gælder ledere, bliver konsekvenserne endnu tydeligere. En driftsleder uden en klar rolle ender enten med at vente på beslutninger eller tage beslutninger, som ejeren alligevel ændrer bagefter. Begge dele skaber frustration.
God rekruttering handler derfor ikke først om at finde den rigtige person. Det handler om at skabe klarhed i egen virksomhed. Og opstille, afstemme og justere ens mål.
Hvad skal lykkes? Hvem har ansvaret? Og hvordan ser en god hverdag ud hos os?
De virksomheder, der lykkes bedst med rekruttering, er ikke dem med flest ansøgninger. Det er dem, der er tydelige.






































