Midtjysk pølsemager vinder europamesterskab
Brian Flink Pedersen fra Pølsemageriet i Silkeborg vandt i weekenden det uofficielle europamesterskab i pølsemageri og satte trumf på ved at vinde prisen for Danmarks bedste leverpostej.

Vinderne af danmarksmesterskabet i slagterhåndværk på scenen til Foodexpo i Herning. Foto: FødevareDanmark
Den silkeborgensiske pølsemager Brian Flink Pedersen fra Pølsemageriet har skrevet sig ind i historiebøgerne efter en opsigtsvækkende weekend, hvor han først vandt det uofficielle europamesterskab i pølsemageri ved en stor international konkurrence i Heerlen i Holland – og kort efter kunne lade sig hylde som danmarksmester i leverpostej. Det oplyser branceorganisationen FødevareDanmark i en pressemeddelelse.
Det er ifølge FødevareDanmark første gang i den europæiske konkurrences 46-årige historie, at en ikke-tysker løber med den samlede sejr.
Og selv om feltet var stærkt og niveauet ekstremt højt, vandt Brian Flink Pedersen i overbevisende stil.
Når en dansk pølsemager går ind og vinder så overbevisende på den internationale scene, så siger det noget om niveauet i vores fag
Leif Wilson Laustsen, direktør, FødevareDanmark
- Det er jo helt vildt
Brian Flink Pedersen sikrede sig mesterskabet med et gennemsnit på imponerende 49,93 ud af 50 mulige point på tværs af sine produkter. Samtidig vandt han pokalen for flest guldmedaljer – en kombination, der ifølge arrangørerne hører til sjældenhederne.
- Det er jo helt vildt. Jeg havde håbet på et godt resultat, men at tage både det samlede mesterskab og pokalen for flest guldmedaljer er over al forventning, siger Brian Flink Pedersen og fortsætter:
- Jeg har arbejdet med det her håndværk i mange år, så det betyder utrolig meget at få den anerkendelse i Europas mest prestigefyldte konkurrence. Og så er jeg selvfølgelig stolt over at kunne repræsentere det danske slagterhåndværk på den internationale scene og vise, hvad vi kan herhjemme.
Løfter niveauet for faget
Det uofficielle europamesterskab samler hvert år omkring 100 virksomheder fra hele Europa, hvor der dystes i 10 kategorier. Vinderen findes på baggrund af det højeste gennemsnit af alle indsendte produkter – og i år var der ingen tvivl om, hvor pokalen skulle hen.
Hos FødevareDanmark vækker sejren stor begejstring:
- Det er ekstremt imponerende, hvad Brian og hans team har præsteret. Når en dansk pølsemager går ind og vinder så overbevisende på den internationale scene, så siger det noget om niveauet i vores fag. Det løfter hele branchen og inspirerer andre til at gå samme vej, siger Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark.
Prikken over i’et i Herning
Og som om europamesterskabet ikke var nok for den midtjyske pølsemager, fortsatte succesen hjemme i Danmark.
Direkte fra Holland gik turen til Herning, hvor Brian Flink Pedersen søndag aften kunne lade sig kåre som vinder af Danmarks bedste leverpostej, da Danske Slagtermestre og FødevareDanmark uddelte priser ved fødevaremessen Foodexpo.
- Det er 12 år siden, vi sidst vandt for Danmarks bedste leverpostej, så det er dejligt lige at få den titel igen. Det har været en weekend, jeg sent vil glemme, siger Brian Flink Pedersen, efter at Pølsemageriet vandt prisen for sin baconleverpostej.







































