Et nyt samarbejde mellem Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, Egeskov og Selsø Slot skal styrke formidlingen af de danske herregårdes historie på tværs af landet.

De tre institutioner har forpligtet sig til samarbejdet i foreløbig tre år. Ambitionen er både at udveksle erfaringer og udvikle konkrete formidlingsprojekter, som publikum kan få glæde af.

Ifølge Kasper Steenfeldt Tipsmark, museumsdirektør ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum og initiativtager til projektet, er det netop forskelligheden mellem de tre partnere, der gør samarbejdet interessant.

- Gammel Estrup bidrager med høj faglighed på det herregårdshistoriske område, og Egeskov bringer et stærkt kommercielt mindset til samarbejdet, mens Selsø giver nye formidlingsmæssige udviklingsmuligheder. Det er win-win for alle parter, siger han og fortsætter:

- Og så ligger de tre steder strategisk placeret i Jylland, på Fyn og på Sjælland, så vi tilsammen dækker nationalt. Ved at gå sammen højner vi kvaliteten af formidlingen, vi gør hinanden stærkere og publikumstilbuddet bedre, og i sidste ende får vi herregårdshistorien ud til flere danskere. Det taler direkte ind i vores opgave som Danmarks Herregårdsmuseum”, siger museumsdirektøren.

Tjener-chaufførbolig skal føres tilbage til efterkrigstiden

Et af de første konkrete resultater af samarbejdet bliver et udstillingsprojekt på Egeskov.

Her skal Gammel Estrups forsknings- og udstillingsafdeling hjælpe med at føre den gamle tjener-chaufførbolig på adressen Egeskov Gade 10 tilbage til efterkrigstiden. Dengang fungerede huset som bolig for en familie, der var ansat på godset.

Planen er at skabe et autentisk interiør, hvor besøgende kan opleve, hvordan tjenerchaufføren og hans familie boede tæt på slottet. Udstillingen skal samtidig fortælle historien om en tid, hvor godserne stadig fungerede som små lokalsamfund med mange ansatte, der både boede og arbejdede på herregården.

Greve og ejer af Egeskov Slot, Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, ser frem til at trække på Gammel Estrups erfaringer med historiske interiørudstillinger.

- Gammel Estrup har stor erfaring med at fortælle historien gennem interiørudstilling i autentiske miljøer, og de erfaringer ser vi frem til at få i spil, når vi sammen skal indrette tjener-chaufførhuset på Egeskov. Her kan vi fortælle en vigtig historie, som vi ikke før har haft fokus på. Og mon ikke vi til gengæld kan lære Gammel Estrup et og andet om oplevelsesøkonomiens store potentialer,” fortæller greve og ejer af Egeskov slot, Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, der forventer, at tjener-chaufførboligen kan åbne i løbet af sommersæsonen 2027.

Teamet på Selsø Slot: Museumsværter Rikke Sofie Møller og Pia Høier, formand Iben Jagd Bækkelund og omviser Ida Holgersen. Foto: Selsø Slot

Teamet på Selsø Slot: Museumsværter Rikke Sofie Møller og Pia Høier, formand Iben Jagd Bækkelund og omviser Ida Holgersen. Foto: Selsø Slot

Selsø Slot skal udvikles som attraktion

Også Selsø Slot bliver en del af de første formidlingsprojekter i samarbejdet. Fra 2027 skal der udvikles undervisningsmateriale til slottet, og på længere sigt skal udstillingen på Selsø fornys med hjælp fra Gammel Estrups formidlingsteam.

Hos Den Plessenske Selsø Fond, der varetager Selsø Slot, ser bestyrelsesformand Iben Bækkelund Jagd samarbejdet som en mulighed for at udvikle slottets formidling og publikumsoplevelse.

- Vi er meget glade for at indgå det her samarbejde. Det giver os mulighed for at trække på Gammel Estrups store historiske viden og kompetencer inden for formidling til forskellige brugergrupper, så vi kan udvikle Selsø til en stærkere attraktion og skabe bedre oplevelser for flere i de kommende år, siger Iben Bækkelund Jagd, der er bestyrelsesformand for Den Plessenske Selsø Fond, der varetager Selsø Slot.

Samarbejdet er i første omgang aftalt for tre år, men parterne lægger op til, at det kan fortsætte, så længe der er relevante formidlingsprojekter og historier at fortælle om de danske herregårde.