Belønner turister for ikke at tage bil og samle affald: Københavns turistgreb vækker global opmærksomhed
Initiativet CopenPay giver belønninger for at tage tog, samle affald og vælge cyklen. Ordningen er omtalt af blandt andre BBC, CNN, Reuters og The New York Times.

Turister kan blandt andet blive belønnet for at gennemføre et cykelkursus eller benytte cyklen som transportform gennem Wonderful Copenhagens CopenPay-initiativ. Foto: Wonderful Copenhagen
Wonderful Copenhagen oplyser, at initiativet CopenPay nu har passeret 10.000 internationale medieomtaler siden lanceringen i 2024, og optællingen nærmer sig 11.000.
Historien er blevet bragt i en række af verdens største medier, herunder BBC, CNN, The New York Times, Der Spiegel, The Guardian, Reuters og The Washington Post.
CopenPay bygger på et enkelt princip. Turister bliver belønnet for handlinger, der skal bidrage positivt til destinationen. Det kan blandt andet være at samle affald, ankomme med tog, deltage i et cykelkursus eller tage toget ud af den centrale by for at opleve resten af hovedstadsområdet. Belønningen kan eksempelvis være gratis morgenmad, sejlture, rabat på cykelleje eller gratis oplevelser.
Over 10.000 omtaler i internationale medier er virkelig, virkelig meget, og vi får stadig henvendelser fra nye medier verden over, som vil fortælle og skrive om det. Så selvom vi lancerede CopenPay for at ændre adfærd hos turister, imens de er på besøg her, og også gerne, når de kommer hjem igen, så har vi ramt noget større.
Rikke Holm Petersen, direktør, Wonderful Copenhagen

Ankomst med tog er en af de handlinger, der kan udløse belønninger gennem CopenPay, som skal fremme mere ansvarlige rejsevaner blandt besøgende i hovedstadsområdet. Foto: Daniel Rasmussen - Wonderful Copenhagen
- Vi har ramt noget større
Ifølge Wonderful Copenhagen har interessen ikke kun været stor i Europa og USA. Også medier i Australien, store dele af Asien, Sydamerika og Afrika har omtalt initiativet.
- Over 10.000 omtaler i internationale medier er virkelig, virkelig meget, og vi får stadig henvendelser fra nye medier verden over, som vil fortælle og skrive om det. Så selvom vi lancerede CopenPay for at ændre adfærd hos turister, imens de er på besøg her, og også gerne, når de kommer hjem igen, så har vi ramt noget større.
Det siger Rikke Holm Petersen, direktør for marketing, kommunikation og adfærd i Wonderful Copenhagen.
- Og det griber vi naturligvis, så vi kan styrke og øge kendskabet til brandet Copenhagen ude i verden og ikke mindst alt det, som vi står for her i hovedstaden, samtidig med, vi breder idéen om CopenPay ud til turismen andre steder.
Ifølge Wonderful Copenhagen viser en undersøgelse fra Maple desuden, at syv ud af ti deltagere i CopenPay svarer, at de har ændret vaner, efter de er kommet hjem.
Ordningen begyndte som et fire ugers pilotprojekt i 2024. Året efter blev den udvidet til ni uger med flere deltagende aktører og flere forskellige belønninger. I år omfatter CopenPay omkring 100 aktører fra store dele af hovedstadsområdet og er samtidig blevet et helårstiltag, som skal understøtte arbejdet med at styrke helårsturismen og sprede turismen mere geografisk og hen over året.





































