Ærø har netop afholdt sit første traktortræk i over 20 år.

På trods af ydmyge forventninger hos arrangørerne af Ærø Traktortræk , så blev resultatet af indsatsen langt over det, de kun kunne drømme om. Derfor er datoen også allerede blevet sat for næste års traktortræk.

- Vi håbede på 15 deltagere, men vi besluttede, at vi ville prøve arrangementet af – også selvom det blev færre, siger Daniel Søndermark Johnsen, der står i spidsen for foreningen Ærø Traktortræk, hvor bestyrelsen består af tre vennepar.

Da avisen mødte formanden blot få timer efter programstart for Ærøs første traktortræk i over 20 år, var det en travl og nærmest overvældet mand, som vi et kort øjeblik fangede på pladsen blandt godt 500 fremmødte tilskuere, udstillere og 49 trækkere.

Øens eget træk

- Vi synes, der manglede noget for folk, der godt kan lide at arbejde i traktorer og motorer. Mange har også snakket om muligheden for et traktortræk på øen, så vi er seks gode venner, der besluttede os for at prøve det af, fortæller Daniel Søndermark Johnsen.

Formanden lagde ikke skjul på, at den uforudsete succes, der blandt andet betød, at han undervejs måtte udvide parkeringspladsen og konstatere, at en enkelt pølsevogn og ølvogn til så mange mennesker skaber lidt kø, var overvældende.

- Så er det sjovt at arrangere noget, understregede han.

Daniel Søndermark Johnsen har imidlertid også erfaret, at traktortræk er et arrangement, der kræver rigtig mange forberedelser. Ikke mindst i forhold til de forskellige tilladelser der skal ansøges om, før et sådant arrangement kan få lov at løbe af stablen.

Fra 20 til 50 tilmeldte

Desuden har det ikke været helt let at budgettere vareindkøbet. Bestillingen af øl og pølser blev allerede inden arrangementet fordoblet, og på selve dagen måtte der efter få timer ringes efter flere øl og pølser.

- Vi havde regnet med cirka 200 mennesker, men de 250 programmer vi havde trykt, var allerede væk inden programstart klokken 16, lød det fra Daniel Søndermark Johnsen, der vurderede at godt 500 voksne plus børn gæstede pladsen.

- For blot en uge siden var der 20 tilmeldte, men her i løbet af den sidste uge er vi nået op på 49 deltagere. Det er et helt ekstremt antal, hvor 14 af dem har taget turen herover fra Fyn. Det er helt vildt – og også flot af de lokale at bakke det sådan op. Men det er dejligt, at de har fundet tid, til trods for at høsten presser på, lød det fra Daniel Søndermark Johnsen.

Kun et par enkelte meldte afbud på selve dagen på grund af høsten.

Daniel Søndermark Johnsen var selv at finde på deltagerlisten og var foran Carsten Rærups slæde med en Ford 8210, selvom han ikke tidligere har deltaget i traktortræk.

Formanden har dog, ligesom hans to øvrige kammerater i bestyrelsen, altid arbejdet i traktorer og i motorer generelt.

For hele familien

På pladsen var der flere udstillere af blandt andet lastbiler, veterantraktorer, det lokale brandvæsen og entreprenører.

- Vi har prøvet at få nogle udstillere med for, at der var lidt forskelligt at se på for hele familien, fortæller Daniel Søndermark Johnsen, der også udtrykker sin taknemmelighed for den kæmpe støtte og hjælp, foreningen er blevet mødt af fra alle sider.

Interesse og nostalgi på sidelinjen

Langs den 100 meter lange bane stod adskillige børn, unge ældre, hvoriblandt begejstring og smil næsten lineært steg i takt med hestekræfter, sort røg og motorstøj. Hos traktorentusiasterne blev der også fremkaldt nostalgiske minder i klasserne med de ældre modeller, ligesom der blev tænkt tilbage til trækket for over 20 år siden, der fandt sted i forbindelse med en byfest i Ommel.

- Jeg synes, det er fint, at de kan få stablet det på benene, lød det fra tidligere landmand Aksel Groth Hansen, der sammen med elektriker Poul Petersen troligt fulgte med i trækkernes præstationer lige fra programstart klokken 16.

Både Poul Petersen og Aksel Groth Hansen er medlemmer af Ærø Veteran Traktorklub, hvor der årligt afholdes Pløjedag.