Økologisk Landsforening uddeler Årets Økopris 2024 til Fårup Sommerland og food and retail chief, Ole Roed. Prisen gives for et frontløberarbejde, som har resulteret i, at den nordjyske park bliver den første danske forlystelsespark, der har ansøgt om Det Økologiske Spisemærke.
- Ole Roed og hans team i Fårup Sommerland har gjort et enormt arbejde for at kunne ansøge om Det Økologiske Spisemærke i bronze. De viser både stort mod og vedholdenhed, også når det ikke har været nemt, siger Torben Blok, som er markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening.
Allerede for ti år siden åbnede forlystelsesparken en pastabod, der fik økologisk guldspisemærke, og i årene efter har parken stædigt arbejdet videre for at gøre det muligt at få økologi ind i alle dele af parkens spisesteder.
Det har ikke altid været den nemme vej at gå efter mere økologi til gæsterne. Is, sodavand og andre traditionelle forlystelsespark-menuer kan være vanskelige at skaffe i en økologisk kvalitet.
- Fårup Sommerland har stået igennem og stået fast. De har rakt ud til fødevareleverandørerne, og der er skabt stærke samarbejder med de leverandører, som har kunnet omstille sig til mere økologi, siger Torben Blok.