En broget samling af mere end 25 år gamle traktorer og en snes traktorentusiaster fra 17-års alderen og til godt oppe i 70’erne har fundet sammen i skrueklubben »Værkstedet på Østerlund« i Hjerup.
Tekst og foto: Leif Hansgaard
Hver mandag aften skrues der på livet løs i gamle traktorer og maskiner på gården Østerlund i Hjerup, hos ægteparret Janni og Jari Rønn.
Det har ligefrem udviklet sig til en skrueklub med bestyrelse og vedtægter. Klubben har fået navnet »Værkstedet på Østerlund«.
Skrueklubben har eksisteret siden sommeren 2017, hvor der var en lille håndfuld entusiaster, der mødtes hver mandag aften. Med tiden er der dukket flere og flere op på værkstedet.
Mange interesserede
- Vi har ikke et helt eksakt tal på, hvor mange vi er, siger Janni Rønn.
Medlemmerne kalder hende »Mor«. Hun står for den praktiske og sociale del af skrueklubbens arbejde. Den del, der omfatter kaffe, kage og røverhistorier.
Der er cirka 20 betalende medlemmer samt dem, der bare dukker op for at give et nap med og nyde det sociale fællesskab.
- Der er mange på Fyn, der interesserer sig for traktorer. Skrueklubben er blevet til ved, at nogen har hørt om os og meldt sig som interesserede, lyder det fra ægtefællen Jari, som for to år siden købte det nedlagte landbrug i Hjerup.
Som omkringfarende entreprenør med eget maskinværksted hjemme og med jobs på det meste af Fyn, havde han samtidig startet Vestfyns Traktorlager ApS med fokus på gamle traktorer. Her kunne man få repareret eller renoveret sin ældre traktor. Han var leveringsdygtig i reservedele fra flere forhandlere, og kunne man ikke selv skrue, kunne man hos Jari få et godt tilbud på udførelsen af jobbet.
Interessen førte til giftermål
Interessen for de gamle traktorer og landbrugsredskaber i det hele taget var ikke ny. Den havde også ført Jari Rønn til Ferguson Museet i Stourup ved Juelsminde og det nærliggende frilandsmuseum i landsbyen Glud.
- Her traf jeg Janni under et besøg på Ferguson Museet i Stourup. Hun boede i Bjerre og var ansat på Frilandsmuseet i Glud. Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde sammenfaldende interesser. Vi blev glade for hinanden, giftede os og flyttede sammen på Østerlund.
Ægteparret fik ryddet op i den gamle kostald og forvandlet den til et værksted og et tilstødende lyst lokale med lys og varme og med gode arbejdsforhold.
De nye lokaler blev taget i brug i efteråret, men venter på en officiel indvielse her i midten af januar. Her vil Assens’ borgmester Søren Steen Andersen forestå indvielsen og give traktorvennerne i skrueklubben gode ord med på mark og vej.
Gode værkstedsforhold
- Vores medlemmer er både lokale, men der kommer også folk fra det østjyske område. De er tiltrukket af de gode værkstedsforhold, vi har på Østerlund. Her kan de få plads til deres gamle traktorer, og der er en god social atmosfære.
Jari Rønn fortæller, at man i veterankredse har en regel om, at en traktor skal være mere end 25 år gammel for at kunne kaldes en veteran.
- Vi har holdt en grillaften for medlemmernes familier, og vi haft besøg af en lokal assurandør og er blevet klogere på forsikringsforhold og landevejskørsel. De traktorer, vi har på værkstedet, skal jo ud at køre igen, og vi har da også medlemmer, som er godt kørende i deres gamle restaurerede traktor. De møder op med traktorerne i den lyse tid.
Hjælp fra Jylland
Værkstedet på Østerland håber på at kunne udvide kredsen af interesserede fynboer og blive tilsluttet den store godt 30 år gamle Motor- og Traktorklubben »Jylland«, som har omkring 2.400 medlemmer.
På den sidste klubaften før jul havde skrueklubben på Østerlund besøg af repræsentanter fra den veletablerede klub fra Jylland. Til stede var Erik Wagner fra Blommenslyst, der er formand for den fynske klub under Motor- og Traktorklubben, og redaktør Henrik Jensen fra medlemsbladet Svinghjulet. De orienterede skrueklubbens medlemmer om de regionale klubbers arbejde.
Her fik man et godt indblik i deres erfaringer og ikke mindst i deres medlemspleje.
- De vil meget gerne hjælpe os, når vi selv har fået kræfter til at løse opgaver udenfor huset, siger Jari Rønne.
Han peger på paletten af muligheder for klubbens medlemmer til at vise, hvad de har opnået og gerne vil se eller vise frem.
- Det kan ske ved det fynske dyrskue og ved pløjedage, roedage, høstarrangementer, museumsbesøg eller udflugt til jydernes »Kongensbrotræf« - eller måske ved besøg hos sønderjyderne, som er mestre i traktorringridning. Det må komme an på interessen.