Nærmer sig 30.000 kroner pr. ko
Ikke mindst sætter den høje mælkepris sit markante aftryk på mælkeproducenternes regnskaber. Det blev fremhævet, da KvægrådgivningDanmark holdt møde i Vissenbjerg.

Et halvt hundrede fynske mælkeproducenter fik ved mødet i Vissenbjerg bekræftet de aktuelt gode økonomiske forhold for deres produktionsgren. Fotos: Erik Hansen
Der er gode tider for mælkeproducenten netop nu. Og det tegner til at fortsætte.
Således lå dækningsbidraget pr. ko på 25.000 kroner i 2024 i gennemsnit hos de 62 deltagende besætninger i Kvægnøglen, blev det oplyst, da et halvt hundrede fynske mælkeproducenter den 1. april var samlet til KvægrådgivningDanmarks økonomimøde i Vissenbjerg.
I forhold til året før er det for jersey-besætningernes vedkommende et plus på 4.400 kroner pr. ko og for stor race 3.400 kroner mere i dækningsbidrag.
Hvert kvartal opgøres de pågældende bedrifters produktionstal af KvægrådgivningDanmark, og her fremgår det, at den høje mælkepris er et væsentligt bidrag til de flotte økonomiske resultater.
- Dækningsbidraget og køernes ydelse hænger i den grad sammen, fastslog kvægrådgiver John Jensen, Kvægrådgivning Danmark, da han gennemgik de opløftende 2024-tal.
Og den positive trend fortsætter, forudser kvægrådgiveren.
30.000 kroner til juli?
- Min vurdering er, at dækningsbidraget yderligere er steget med 2.000 kroner i årets første kvartal. Og når vi er fremme ved 30. juni, kan vi meget vel runde de 30.000 kroner i DB pr. ko i gennemsnit for deltagerne i Kvægnøglen.
John Jensen begrunder sine positive forudsigelser med, at grovfoderet fra 2024 er sat til en lidt lavere pris, og foderprisen generelt er en smule faldende.
- Mælkeydelsen er konstant stigende, og endvidere bevirker det lavere stivelsesindhold i sidste års majs en mere koncentreret og derved højere mælkeafregning. For jerseymælken har det her i vinteren øget afregningen med 25 øre pr. kg.
Samtidig er kødprisen stadig stigende, ligesom mange dyr kan sælges til eksport for tiden, efter en pause i efteråret som følge af bluetongue.
3,4 millioner på bundlinjen
På mødet kunne økonomi- og virksomhedsrådgiver hos Velas i Vissenbjerg, Morten Raabjerg Holm, vise regnskabsresultaterne for 2024, dels for 55 mælkeproducenter under Velas med i gennemsnit 375 køer og 495 bedrifter på landsplan med 361 køer.
Her lå resultatet før regulering og skat for de førstnævnte på 3,4 millioner kroner i 2024 mod 3,1 millioner i 2023. På landsplan var bundlinjen før skat på 3,1 millioner mod 2,8 millioner kroner året før.
Gælden i bedrifterne var sidste år henholdsvis 38,9 millioner og 40,0 millioner kroner i gennemsnit. Og med en stærk soliditetsgrad på 31 og 27 procent, som rådgiveren fremhævede ikke mindst i forhold til mælkeproducenternes finansieringspartnere.
På baggrunden af den stærke økonomi var rådet fra Morten Raabjerg Holm at få indbetalt til pensionen, så den til den tid gerne kunne ligge på 6-7 millioner før skat.
- En god idé vil, med det nuværende renteniveau, være at sikre en større låneandel med fast rente. Typisk ligger den faste rente nu på godt fire procent, og selvom de variable lån er på 2,6 procent, løber der flere omkostninger på, så forskellen kun er et enkelt procentpoint. Derfor er det en overvejelse værd at konvertere, lød anbefalingen.
De højeste dækningsbidrag
Ved mødet i Vissenbjerg blev besætningerne i Kvægnøglen med det højeste dækningsbidrag pr. ko kåret.
Indenfor jersey var det Sophia og Palle Bjerggaard Hansen med 269 årskøer på Gl. Krogaard i Såderup, der toppede med 31.315 kroner i DB pr. ko.
Blandt de store racer havde Jesper Navne fra Spodsbjerg et resultat på 30.049 kroner pr. ko. Besætningen på Sønderskovgård er på 458 holsteinkøer.
Endelig blev bedste øko-besætning kåret. Det var Per Thomasen, Store Karleby på Sjælland, der havde et dækningsbidrag på 28.750 kroner i gennemsnit af sine 224 sortbrogede årskøer.