Et udbrud af mund- og klovsyge i Danmark koster mindst otte milliarder kroner dag et
Danmark skal gøre alt, hvad det kan for at undgå, at mund- og klovsyge kommer inden for landets grænser. Foruden de dyrevelfærdsmæssige konsekvenser vil et udbrud af sygdommen koste otte milliarder kroner – alene på første dag.

Det vil få enormt store økonomiske konsekvenser for dansk landbrug, hvis mund- og klovsyge rammer landet. Arkivfoto
I begyndelsen af januar oplevede Tyskland sit første tilfælde af mund- og klovsyge siden 1988, og siden er der blandt andet fundet mund- og klovsyge i Ungarn.
Bliver der konstateret smitte, så bliver hele besætninger slået ned. I får øjebliklig stop for transport af dyr, eksporten lukker.
Ida Storm, sektordirektør, Landbrug & Fødevarer Kvæg
Sygdommen, som er helt enormt smitsom og kan ramme alle klovbærende dyr, er ikke set siden 1982 i Danmark. Og forhåbentlig holdes den udenfor landets grænser. En situation som myndighederne nøje følger, da det ikke alene har enorme velfærdsmæssige konsekvenser for dyrene, hvis det forfærdelige skulle ske.
- Omkostningerne for dansk landbrug ved et udbrud af mund- og klovsyge i Danmark er estimeret til at være mindst otte milliarder kroner dag et, lød det fra sektordirektør Ida Storm, Landbrug & Fødevarer Kvæg, da hun blandt andet talte om smittebeskyttelse på Kvægkongressen i Herning.
Eksporten lukker
Hun fortalte, hvordan mange kan huske, da Danmark sidst var ramt, eller har hørt historier om det.
- Bliver der konstateret smitte, så bliver hele besætninger slået ned. I får øjeblikkelig stop for transport af dyr, eksporten lukker, fastslog hun.
Sektordirektøren følte sig forpligtet til endnu engang at pointere vigtigheden af god smittebeskyttelse i sin besætning.
- Derfor er det helt afgørende, at vi gør alt, hvad vi kan for ikke at få en sygdom som mund- og klovsyge til landet.