Landmand vinder bæredygtighedspris
Per Aagaard Nielsen vinder virksomhedspris ved Bæredygtighedsfestivalen i Aalborg Kommune.

- Det er dejligt, at andre lægger mærke til nogle af de tiltag, vi gennem tiden har taget, og at det ikke kun er de store virksomheder, der render med opmærksomheden, siger Per Aagaard Nielsen. Foto: Agillix
For andet år i træk var det en landmand, der kunne finde det bredeste smil frem, da Aalborg Kommune i anledning af Bæredygtighedsfestivalen 2025 uddelte deres bæredygtighedspriser.
I år var det økolog og mælkeproducent Per Aagaard Nielsen, der løb med prisen i virksomhedskategorien, og han er taknemmelig for, at dommerpanelet pegede på ham som vinder.
- Det er dejligt, at andre lægger mærke til nogle af de tiltag, vi gennem tiden har taget, og at det ikke kun er de store virksomheder, der render med opmærksomheden, siger han i en pressemeddelelse.
Det er fantastisk, at det nu for andet år i træk er en landmand
Carl Chr. Pedersen, formand, Agillix
Begejstringen deles af formand for landboforeningen Agillix Carl Chr. Pedersen, der også har været medlem af det syv mand store dommerpanel nedsat af Aalborg Kommune.
- Det er fantastisk, at det nu for andet år i træk er en landmand, som er kommet gennem nåleøjet og har levet op til kravene for at modtage denne flotte pris. Det er fuldt fortjent, siger han.
Solceller og sandsortering
Per Aagaard Nielsens interesse for bæredygtighed er vokset løbende, men er blandt andet hjulpet på vej af arbejdet med ESG siden 2018.
Af konkrete bæredygtighedstiltag kan nævnes solceller på tagene og en sand-separator i køernes sengebåse, som sørger for at sortere sand og gylle, så sandet kan bruges flere gange, mens ren gylle kan sendes til det lokale biogasanlæg.
Derudover er lavbundsjorden på Per Aagaard Nielsens marker omlagt fra intensiv landbrugsdrift til græsmarker, som kan stå i flere år.
Optimal udnyttelse
Indsatsen sænker CO₂-udledningen og øger biodiversiteten på arealerne, fortæller Michael Rottbøll, bæredygtighedschef i rådgivningsvirksomheden Agillix:
- Per er et eksempel på en landmand, som med den rette strategi hele tiden formår at få det optimale ud af de ressourcer, han har – både når det gælder landbrug, klima og miljø. Det er cirkulært, når det er bedst, siger han.
Initiativerne har også givet resultater på bundlinjen, da Per Aagaard Nielsen er blevet belønnet med en højere mælkeafregningspris hos Arla, idet han optjener flere bæredygtighedspoint hos mejeriet.
Per Aagaard Nielsen har også fremover blikket rettet mod bæredygtige tiltag og skal blandt andet medvirke i et forsøg om bedre jordsundhed i samarbejde med Seges Innovation.