Passion for skotter lever i bedste velgående
Det tog sin begyndelse for 20 år siden – i dag er familien Rasmussens interesse for Skotsk Højlandskvæg uformindsket, og de er også i år med på Ribe Dyrskue.

Mogens Rasmussen og Charlotte Rasmussen bruger meget tid på deres hobby: Deres besætning af Skotske Højlandskvæg tæller omkring 30 dyr, som bruges til naturpleje, avl og salg. Fotos Karsten Himmelstrup
Det skotske højlandskvæg har en helt særlig status på Ribe Dyrskue.
For efterhånden en del år siden mødtes europæiske avlere af det skotske kvæg til samling netop i Ribe, og avlerne holder fast i skuet i domkirkebyen.
Således ventes der i år at møde fire avlere op i Ribe med omkring 15 dyr, og det er godt gået for et lille skue.
Blandt avlerne er far og datter, Charlotte og Mogens Rasmussen fra Skodborg syd for Vejen. De kan snart fejre 20 år med racen, og holder sig ikke tilbage med dyrskuedeltagelsen. Aabenraa, Landsskuet og nu Ribe får besøg af familien, som er særdeles aktive i foreningen og for alvor har sat deres præg på arbejdet med racen.
Familie fra Skodborg
Mogens Rasmussen er en af Danmarks mest erfarne avlere og står bag Dybkjærs Highland Cattle. Hans besætning er kendt for det rolige temperament, den kraftige pels og de imponerende horn.
Mogens Rasmussen driver Dybkjærs Highland Cattle i Skodborg sammen med hustruen Else, og deres datter, Charlotte, der holder sig ikke tilbage.
Hun brænder for denne kvægrace og lægger ikke skjul på målet, nemlig at racen avlsmæssigt skal udvikle sig i takt med racens udvikling hjemme i Skotland.
Flere gange om året i Skotland
Minimum en gang om året er familien i Skotland, hvorfra de henter avlsmateriale og glæder sig over en masse kontakt med den lokale befolkning.
De deltager også i aktiviteter i Tyskland og i de nordiske lande, hvor de deltager i auktioner, dyrskuer og avlsarrangementer.
- Man får hurtigt venner på tværs af landegrænser, når man deler den samme passion, siger Charlotte Rasmussen.
Heste – og så lidt naturpleje
Det var ikke Skotsk Højlandskvæg, der var på programmet, da familien for snart tyve år siden besluttede sig for at have dyr på ejendommen ved Skodborg og fik mulighed for at erhverve jord tæt på. De skulle have heste, men de valgte så også at have et par højlandskvæg til naturpleje. Siden har de ikke set sig tilbage.
- Vi skulle egentlig bare have nogle få dyr. Men så købte vi en rigtig god tyr, og så tog det fart, fortæller Mogens Rasmussen med et smil.
I dag tæller besætningen omkring 30 skotske højlandsdyr, og dyrene bruges både til naturpleje, avl og salg.
Kun få kalve
Sidste år var dog en stor udfordring. Besætningen blev hårdt ramt af bluetongue, og der blev kun født to kalve i besætningen.
- Det var en katastrofe. Når man går så meget op i sine dyr, rammer det virkelig hårdt. I år har billedet heldigvis været det stik modsatte. Vi har fået otte levende kalve ud af otte mulige. Den sidste blev født for 14 dage siden, og det betyder utrolig meget for os, siger Charlotte Rasmussen.
En stor del af dyrene sælges som avlsdyr, og gården udlejer også avlstyre til andre besætninger. Ja faktisk deltager de i stort set alle aktiviteter, der handler om avl på de populære kreaturer.
- Mange har ikke lyst til selv at have en stor tyr gående hele året. Derfor lejer de en hos os i de seks uger, hvor den skal bruges, fortæller Charlotte Rasmussen.
Mange gæster og spørgsmål
Ribe Dyrskue er et af årets højdepunkter. I år forventer de at deltage med fire dyr: en tyr og tre kvier. Tyren håber de at kunne sælge til avl.
- Vi glæder os til skuet i Ribe, selv om vi først lige nu er kommet hjem efter fire dage på Landsskuet i Herning. Der kommer mange gæster i Ribe, og når vi kun har en dag, er der travlhed med at svare på de mange spørgsmål, som vi får. Men det er herligt at være med og mærke interessen for vores dyr, siger Mogens Rasmussen
Et særligt kendetegn ved besætningen er dyrenes rolige temperament.
- Vi tager kalvene fra og håndterer dem meget fra starten. Derfor bliver de utroligt rolige. Det er en stor fordel, både når de skal sælges, og når vi udstiller dem. Er der nogle dyr, som er mere temperamentsfulde, kommer de væk, for dem kan vi ikke have i besætningen.
Meget tid på avlsarbejdet
- Vi inseminerer en del for at få nye blodlinjer ind. Mange aftener går med at diskutere, hvilke dyr der passer bedst sammen. Vi har også købt avlsdyr i Tyskland og gjort meget ud af at udvikle besætningen.
Samtidig kræver registreringen af renracede dyr omfattende dokumentation.
- Det er ikke nok, at man ved, hvem forældrene er. Hele stamtavlen skal dokumenteres og registreres korrekt. Så det at arbejde med avl og dyr kræver også, at der skal arbejdes ved computeren, ligesom muligheden for at importere dyr fra Skotland efterhånden er helt udelukket, idet Skotland ikke længere er en del af EU.
Når import af levende dyr er blevet mere besværlig, køber familien i dag hovedsageligt sæd fra Skotland.
- Målet er, at vores dyr skal ligne de skotske højlandsdyr, man ser i Skotland. Derfor betyder de originale blodlinjer meget for os. Avlsmålet er klart. Dyrene skal have de rigtige proportioner, gode ben, korrekt pels og samtidig være funktionelle kødkvæg, fortæller de to avlere.
De giver os ret
Selv om arbejdet med dyrene er en hobby, lægger familien mange timer i den.
- Der er masser af arbejde, og nogle gange kan det være hårdt. Men når man står med en nyfødt kalv eller oplever en god udstilling, så glemmer man alt det besværlige, siger Charlotte Rasmussen. Hun er ansvarlig for erhvervsafdelingen i et revisionsfirma, mens Mogens Rasmussen er tømrer og til daglig arbejder i Kolding.
- Efter en travl arbejdsuge er det faktisk afslappende at gå ude blandt køerne. Man kan altid fortælle dem, hvor besværlige kunder eller kolleger har været. Køerne er som regel enige med os, lyder det samstemmende fra de to Highland Cattle-avlere i Skodborg.
(3)
(3)
(3)

Skotsk Højlandskvæg er meget populære i Danmark, og mange uden for landbruget kan godt lide deres udseende. Derfor kigger mange besøgende forbi, når der er dyrskue, siger Mogens Rasmussen og datteren Charlotte, der glæder sig til dyrskuet i Ribe på fredag.



































