Papirflagene i siden af vejen, vidner om, at der har været noget at fejre på Vester Ravhede i Bindslev. Tiden og vestenvinden har gjort, at flagene næsten er væk og kun pindene står igen op ad den meterlange grusvej til Aase Jensen og Christian Rudbæk.

Helt specielt har de fejret 20 års fødselsdag for en af deres mange dyr, Hjerl-koen. En ko, som kom til verden den 31. oktober 1998 og boede de første mange år på Hjerl Hede.

- Vi har før haft dyr, der er blevet rigtig gamle og også over 20 år, men vi har ikke tidligere haft en ko, der rundede 20 år og som stadig var i produktion, fortæller Christian Rudbæk om koen, der lige nu er drægtig med sin kalv nummer 20.

Købt på Hjerl Hede

Skræppende gæs tager imod på gårdspladsen, hvor to store broholmerhunde kommer løbende, efterfulgt af Christian Rudbæk i et lidt mere sindigt tempo. Han viser vej gennem den mørke bindestald, hvor påfugle, høns og et par geder går frit rundt mellem enkelte køer, som er bundet op.

- Jeg købte hende på Hjerl Hede i 2008, siger Christian Rudbæk og går op i båsen og løsner den gamle jyske ko, som dengang på frilandsmuseet egentlig bare skulle have været slagtet, så Christian fik hende med til slagtepris.

Let til bens trasker Hjerl-koen ud over marken med Christian i den anden ende af tovet.

Fårene bliver forskrækkede og løber deres vej, mens hestene stille og roligt kommer nærmere for at se, hvad der sker, da Hjerl-koen skal stilles op og foreviges med kamerablink midt på marken.

20 år uden dyrlægebesøg

Koen har aldrig haft besøg af dyrlægen og er heller aldrig blevet klovbeskåret, og så har hun klaret 13 ud af 17 kælvninger fuldstændig selv og fire med let hjælp – altid uden dyrlæge.

De 17 kælvninger har givet 19 kalve. Der har været to tvillingefødsler, en i 2007 og en i 2012 – med fire kviekalve til følge. I alt er der kommet 10 kviekalve og 9 tyrekalve.

Den seneste kalv fra maj løber hurtigt hen og får en lille tår mælk, da den ser sin mor efter fotografering. Men Hjerl-koen har travlt med at komme hen til det krogede træ foran køkkenvinduet, hvor en af grene passer perfekt som kløpind.

Fødselsdagsfest for alle

Christian Rudbæk viser alle sine andre dyr frem inden Aase har kaffe og en nybagt bolle klar.

Hun viser stolt fødselsdagskortet som Hjerl-koen fik af en af gæsterne, som var inviteret til hendes 20-års fødselsdag. En begivenhed, som blev fejret over to dage. En dag med familien, børn og børnebørn og en dag med vennerne, som også er passionerede avlere af de gamle bevaringsværdige husdyrracer.

Mens den ene store hund har lagt sig i sofaen og gederne får en bid brød ind gennem køkkenvinduet fortæller Aase, hvordan alt det med de bevaringsværdige racer startede.

Bevaringsværdige racer

Dyr har der været alle de 23 år parret har boet på Vester Ravhede.

- Det var i 2003 vi købte de første gamle husdyrracer. Dengang tre sortbrogede landracesvin, fordi vi hørte en udsendelse i radioen, hvor de fortalte om bevaringsværdige racer, husker Aase Jensen.

Griseflokken voksede og der kom både køer, heste og fjerkræ til.

- Vi synes, det er vigtigt at bevare de gamle racer. De er en del af vores kulturarv, siger Aase.

Dyrene betyder alt

Aase og Christian ved, at Hjerl-koen ikke lever evigt, og den dag det er slut, tør de ikke tænke på.

- Vores dyr betyder alt. Det vi har det sværest ved, er når vi skal af med nogle, fordi der er følelser indblandet. Jeg vil ønske, at hun en dag selv ligger død på marken, for så skal vi ikke selv tage beslutningen. Men kan hun en dag ikke mere, så er det klart, at hun skal aflives her på stedet, siger Aase.

Den dag er der forhåbentlig længe til, for lige nu står hun, som hun gør så tit, ved sit klø-træ lige uden for køkkenvinduet.

19 kalve på 20 år

Hjerl-koen har kælvet 17 gange i sit 20 år gamle liv. Det er blevet til 19 kalve og lige nu er hun drægtig med kalv nummer 20.

Nr.          Dato                      Køn

1               6/5-2001                   kvie

2               1/6-2002                   kvie

3               8/6-2003                   tyr

4               13/6-2004                 kvie

5               9/7-2005                   tyr

6               10/7-2006                 tyr

7               21/6-2007                 kvie

7               21/6-2007                 kvie

8               19-6-2008                 tyr

9               9-6-2009                   tyr

10             22/4-2010                 kvie

11             09-12-2011               tyr

12             25/11-2012               kvie

12             25/11-2012               kvie

13             30-3-2014                 tyr

14             24/3-2015                 kvie

15             28/5-2016                 tyr

16             23/5-2017                 tyr

17             14/5-2018                 kvie

 

Dyrene på Vester Ravhede

Hovedparten af dyrene hos Aase Jensen og Christian Rudbæk i Bindslev er gamle bevaringsværdige husdyrracer.

Kvæg

Det Jysk Kvæg                                            27            

Malkekorthorn                                             3

Rød Dansk malkerace, 1970                      13            

Heste

Oldenborg (100 % renstammet)                 5

Får

Hvidhovedet marskfår                                 20

Geder

Dansk Landraceged                                    22

Grise

Dansk Landracesvin                                   4

Sortbroget Landracesvin                            3

Fjerkræ

Den Danske Landand (sort/hvidbrystet)    13

Den Danske Landgås                                 4

Grågæs                                                        3

Danske Landhøns                                       6

Påfugle                                                        5

 

Kvæg