Nyt malkesæt har gjort malkeprocessen lettere

På en ejendom i Vendsyssel har mælkeproducent Søren Kaae skiftet sine gamle malkesæt ud med de nye Evanza fra DeLaval. Det har givet et pift til yversundheden og malketiden er blevet kortere.

Mælkeproducent Søren Kaae (tv), Frederikshavn, er glad for han lyttede til servicetekniker Niels Nielsens råd om at skifte til de nye Evanza malkesæt.
Mælkeproducent Søren Kaae (tv), Frederikshavn, er glad for han lyttede til servicetekniker Niels Nielsens råd om at skifte til de nye Evanza malkesæt.

Søren Kaae er 3. generation på Follerbakken i Stenhøj ved Frederikshavn. Her indgik han i et I/S med sin far i 2004, hvor der samme år også blev bygget ny ko- og malekstald – en 2x12 sildebensstald.

245 årskøer giver i dag 13.300 kilo EKM på to malkninger.

- Vi har været oppe på 13.700, men det er for dyrt, sige Søren Kaae, som overtog ejendommen helt i 2010.

Nye malkesæt

Besætningen i Stenhøj var en af DeLaval forhandler Anders Dahlgaards første kunder, til at tage DeLavals nyeste malkesæt i brug, Evanza.

- Ved de gamle, Harmony, døjede jeg med, at de let tog luft ind. Det gør dem her ikke, slet ikke. De kan malke alle køer rene og det er nok den største forskel, fortæller Søren Kaae, som også sort på hvidt kan se det på tallene, hvor køerne er gået fra et celletal på 120.000 til 100.000.

- Og det er ene og alene på grund af malkesættene. Vi har ikke ændret andet, konstaterer Søren.

Let malkesæt, som er nemt at rengøre

I malkestalden på Follerbakken oplever Søren Kaae også at malkesættene er nemmere at gøre rene og så vejer de mindre.

- Før havde vi omkring 10 køer ved hver malkning, hvor vi var nødt til at sætte røde propper i, for at få den sidste kirtel med. Med det nye malkesæt har vi 8, lyder det.

Køerne er også blevet mere rolige i malkestalden og der er længere imellem de urolige, trippende køer. Det tror Søren skyldes en mere blød malkning.

- Tidligere havde vi altid 5 sparkbøjler til at hænge for at der var nok til sidst, når de ofte lidt mere nervøse køer kom ind. I dag har vi 3 og det er altid nok. Samtidig var der tidligere omkring 10 køer, som sparkede maskinen af ved hver malkning. I dag er der 6, fortæller Søren Kaae, som også har oplevet det fuldstændig uden problemer for de ældre køer, at gå fra det ene malkesæt til det andet.

Sparer en månedsløn om året

Trods en mere blød og skånsom malkning er malketiden blevet omkring 10 minutter hurtigere ved hver malkning.

- Vi kan mærke det ved, at malkepumpen døjer med at følge med, griner Søren Kaae, som foruden at køerne skal stå kortere tid på opsamlingspladsen hver dag også har sat tal på, hvad han spare i lønudgifter.

- Begynder man at regne arbejdsløn ud på to mand i malkestalden, så er det en besparelse på 40 minutter om dagen. Det er jo næsten en hel månedsløn på et år, siger Søren Kaae.

Klarer flere malkninger

Malkesættet Evanza er DeLavals nyeste.

Hvor der typisk er et langt pattegummi i malkesættet, består Evanza af kassetter i silikone gummi, hvor et kort pattegummi er indbygget.

Det gør ikke alene, at det er langt nemmere at skifte, holdbarheden er også det dobbelte af, hvad man på Follerbakken i Stenhøj tidligere har været vant til.

De nye malkesæt forventes at kunne klare 5.000 malkninger mod 2.500 ved de tidligere. Og malkeslangerne forventes at kunne klare 10.000 malkninger.

- Det er også onesize, så man skal ikke til at tage stilling til, hvilken størrelse man vil have. De passer til alle køer, fortæller servicetekniker ved DeLaval Niels Nielsen.

Ingen sliddele

Ikke alene holder de nye malkesæt til flere malkninger, de er også mere holdbare i det daglige, oplever Søren Kaae.

Der sker ikke noget, når køerne træder på kassetterne og tidligere hverdagsting, som slanger der kunne gå løs, hvis en ko sparkede maskinen af, er fortid.

De nye Evanza malkesæt har ingen sliddele, som Søren Kaae oplevede med Harmony, der var temmelig kompliceret at skille ad og havde mange pakninger og en møtrik, som jævnligt blev slidt i stykker.

- Evanza har en O-ring og slanger. Der er ingen pakninger og mælkeslangen er klikket i, siger Niels Nielsen og forklarer, at det gør, at man skal have værktøj frem for at få den af, men at den omvendt ikke løsner sig i utide.

Når Søren Kaae kigger ned på spandmaskinen, som stadig er monteret med et Harmony malkesæt, er han glad for, at han skiftede malkesættene i malkestalden. Ikke fordi, at Harmony ikke fungerede, det gjorde de, malkningen er bare blevet langt nemmere og mere enkel med de nye Evanza malkesæt.

Læs også

Robuste sorter til kolbemajs
Fandt den bedste kalvepasser ved et tilfælde
Danish Crown Beef: Fint marked trods vinterferie
Positive resultater fra start
Vilofoss: Er mineraltildelingen til køerne optimal?
Trods 20 graders frost: Slå koldt vand i blodet omkring grovfoderet