En af de overvejende grunde for virksomheden Vilofoss til at designe et nyt elektrolyt-produkt var, at de oplevede, at de pulverbaserede produkter, der var på markedet, ikke altid blev anvendt.

- Opdager man en kalv med diarre, skal man tilbage og have opblandet en elektrolytblanding og ud til kalven og give den. Det er en arbejdsgang mere – og i nogle tilfælde det, der gjorde, at det ikke blev gjort, fortæller Per Theilgaard, produktmanager i virksomheden.

Derfor præsenterede Vilofoss for to år siden deres Dialyt Express. Et flydende elektrolyt-produkt, som tildeles direkte i mælken.

- Det er hurtigere at behandle, fordi det er nemt. Og det skal være nemt, for ellers får man det måske ikke gjort, siger Per Theilgaard.

Det er nemt

Hvor andre elektrolyt-produkter ofte er pulver, som skal blandes op i vand, forskudt i tid i forhold til mælkefodringen, er dette flydende og kan tildeles direkte i mælken.

- Det kan det, fordi produktet ikke indeholder natriumbikarbonat. Det gør de traditionelle blandinger, og det forstyrrer koaguleringen af mælken i løben. Men her har vi undladt natriumbikarbonat, og derfor kan det gives direkte, hvilket igen gør det nemt samtidig med, at det kan opbevares der, hvor det skal bruges, nemlig hos kalvene, forklarer Per Theilgaard.

Ændret fokus

Det flydende elektrolyt-produkt fra Vilofoss er opdateret i forhold til de nyeste anbefalinger omkring kalveernæring.

- Samtidig har fokus flyttet sig. Tidligere snakkede vi om væsketab, når vi havde en kalv med diarre. Nu snakker vi i højere grad om, at der ved diarre sker en metabolisk acidose, altså en forsuring af kalvens blod og kropsvæsker. Og det er lige præcis derfor, man ofte ser en mere stiv kalv, fordi det gør ondt i kroppen på grund af et lavere pH, forklarer han og pointerer, at man sagtens kan have en kalv med et lavt pH på grund af diarre, uden at den er dehydreret.

Bør tildeles ved mindste tegn

Per Theilgaard mener ikke, at diarre blandt kalve er blevet et større problem end tidligere, men han oplever, at der er kommet mere fokus på, at diarre ikke alene betyder en syg kalv nu og her, men en syg kalv, som nemt bliver sat tilbage og måske mangler tilvækst eller bliver ældre, inden den bliver til en ko.

Vilofoss oplever, at landmænd bruger Dialyt Express forskelligt. Nogle bruger det konsekvent ved alle kalve, mens andre bruger det som en behandling mod diarre.

Selv anbefaler virksomheden at give det til kalve, som viser det mindste tegn på diarre, i fem dage.

- Samtidig har vi også nogle, der ud over det giver det, når kalvene er udsatte. Altså ved flytning, når der kommer nye dyr ind, ved fravænning, eller hvis man får en virus ind. Her opfordrer vi til at give en halv dosis for at støtte op, siger Per Theilgaard.

teba@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 55 15 87

Kan medfører et lavere antibiotikaforbrug

Produktmanager Per Theilgaard fra Vilofoss, konstaterer at fordøjelsesproblemer hos kalve er hovedårsagen til, at de dør.

Opgørelser har vist at 26 procent af de danske kalve har diarre inden for de første tre måneder af deres liv.

- Oral tildeling af elektrolytblandinger er accepteret af forskere og dyrlæger som den bedste behandling til at genskabe væske- og pH-balancen hos kalve med diarre. Alligevel viser en nylig opgørelse fra USA, at flere kalve (23-65 %) fik tilbudt antibiotika end kalve, der fik tilbudt elektrolytblanding (3-17%) når der var tegn på fordøjelsesforstyrrelser.

- Hvorvidt det er det samme mønster i Danmark, er der ikke lavet undersøgelser over. Men det er observeret, at der er et stigende forbrug af antibiotika hos unge kalve. Så det indikerer, at det samme mønster også kan være gældende i Danmark og at et øget fokus på at tildele elektrolytblandinger muligvis kan reducere brugen af antibiotika, siger Per Theilgaard.

Et øget fokus på at tildele elektrolytblandinger kan muligvis reducere brugen af antibiotika.

Per Theilgaard, produktmanager, Vilofoss

Kvæg