Vilofoss: Er mineraltildelingen til køerne optimal?

Faglig chef for kvægmineraler hos Vilofoss giver her sit bud på, hvor der skal kigges for at sikre optimal mineraltildeling i besætningen.

Den optimale mineraltildeling af køerne afhænger af flere faktorer og vil derfor altid være besætningsspecifikt.

Men hvad er så relevant at kigge på? Hvilke undersøgelsesmuligheder er der? Og ikke mindst, hvad skal man gøre for at sikre en så optimal tildeling som muligt? Spørgsmålene bliver hurtigt mange, så her giver den faglige chef for kvægmineraler hos Vilofoss, Jannie Rodenberg Ugelvig, et lille indblik i Vilofoss’ tilgang til dem:

Som udgangspunkt er målet at have produktive køer, der giver en masse mælk med høj foderudnyttelse.

Det kræver god sundhed, og besætningens generelle sundhedsstatus bør derfor altid tages med i vurderingen af, om mineraltildelingen er optimal. Her er det ikke nok alene at sammenholde mineraludgifterne mod ydelsesresponsen. Sundhedsparametre som f.eks. celletal og klovsundheden foruden reproduktionsparametre skal også tages med, da mineral- og især mikromineralstatus i dyrene har afgørende betydning for disse. Det giver en sværere vurdering, men de relevante nuancer kommer med, og regnestykket bliver mere faktabaseret.

Minimumsnormer

I Norfor bygger de vejledende mineralnormer på anbefalinger i NRC-normerne fra 2001. Ved nærstudie af NRC 2001 opdager man, at det er minimumsnormer for, at dyret kan opretholde livsfunktionen inklusive tillæg for ydelsesniveau, drægtighedsstatus og eventuel tilvækst. Her bør man holde sig for øje, at der er forskel på minimumsbehov og optimalt niveau for en højproduktiv ko.

Når mineraltildelingen evalueres, skal den overordnet set holdes op mod disse minimumsnormer, men også op mod målsætningerne for produktionsparametrene samt eventuelle udfordringer, der opleves i besætningen. Hvis ydelsesniveauet aktuelt er 14 tons mælk, men målet 15 tons, er det optimale, alene ud fra en økonomisk betragtning, umiddelbart at optimere mineraltildelingen efter minimumsnorm for de 14 tons.  Men det udfordrer de køer, der giver +50 kg EKM pr. dag sundhedsmæssigt, kun at få tildelt mineraler efter 45 kg EKM.

Det vil sige, at halvdelen af de køer, der tildeles mineraler ud fra den gennemsnitlige ydelse i besætningen, reelt underforsynes. Hvordan skal de på sigt kunne udnytte deres genetiske potentiale?

Målet, når en foderration sammensættes, må derfor ikke være at ramme minimums-tildelingsniveauet, men at ramme det optimale tildelingsniveau. Hvis kobber bruges som eksempel, så er NRC’s minimumsnorm for kobber på 10 mg/kg TS. I den anden ende er den toksiske grænse for kobbertildelingen angivet ved 40 mg/kg TS i Norfor.

Optimalt kobberniveau

For kobbertildelingen, vil det optimale niveau derfor ligge i lejet 10-20 mg/kg TS. Kommer vi under eller over dette niveau i længere tid, så vil koen begynde at blive negativt påvirket af det, men viser ikke nødvendigvis kliniske tegn på det.

Når tildelingen bliver enten i mangel- eller på toksisk-niveau, kommer de kliniske tegn også i besætningen. Vælger man kun at tildele kobber på minimumsnormen 10 mg/kg TS, så er man tæt på grænsen til underforsyning og dermed risikoen for at tære på depoterne. I Vilofoss lander en gennemsnitlig gårdmineralblanding på en kobbertildeling i intervallet 15-20 mg/kg TS og dermed stadig langt fra den angivne toksiske grænse. Det er selvfølgelig over minimumsnormen på de 10 mg/kg TS, men forskellen hertil er netop for at sikre, at også den højstydende ko i besætningen er dækket ind over minimumsnorm og dermed har mulighed for at udnytte sit genetiske potentiale.

Underforsynede køer

Underforsyning med makromineraler er nemmere at opdage end for mikromineralerne og vil som regel komme fysisk til udtryk hos køerne inden for få dage/uger, alt efter hvor slemt det er. Oftest vil en blodprøve af gennemsnitlige og tilsyneladende raske dyr fra besætningen kunne give en ret god indikation på, om tildelingen med makromineraler er tilfredsstillende. Med mikromineraler derimod skal man forvente en responstid på 4-6 måneder på eventuelle fysiske tegn på ubalancer i forsyningen.  Det skyldes, at der i forskellig grad vil være depoter af mikromineralerne i diverse væv til rådighed, men også at forbruget af dem i høj grad afhænger af dyrets sundhedsstatus.

Sundhedsforsikring

Bliver koen for eksempel presset med højt celletal, og det kan der jo være flere forskellige årsager til, vil behovet for selen til bekæmpelse heraf stige. Er koen velforsynet med selen, og depoterne dermed fyldt op, vil den i højere grad kunne modstå denne udfordring, end hvis den kun lige fodres med det beregnede minimumsbehov. Det er en helt afgørende faktor for, hvor hurtigt koen kommer sig, og celletallet falder igen. Betragtningen om at en tildeling af mineraler over minimumsnormen er en slags sundhedsforsikring for besætningen, er faktisk et meget godt billede på det. Merforsyningen til de lavest producerende køer, bliver netop sundhedsforsikringen i besætningen.

Niveau og kvalitet af denne forsikring kan sagtens diskuteres. Den afhænger i høj grad af både hvor risikovillig, man som besætningsejer er, men også hvilket managementniveau besætningen drives på.

Ved et højt managementniveau med fuldt styr på den enkelte ko vil medarbejderen hurtigt opdage eventuel ubalance i mineraltildelingen, agere og dermed undgå større skader. Det kunne for eksempel være behandling af begyndende halthed samme dag det opdages, hurtig reaktion på et øget celletal eller lignende. Og ja, så kan der måske godt spares at tilsætte biotin for at styrke klovene, eller tildelingen af selen kan sænkes, fordi alle kalve tildeles råmælk af god kvalitet inden for deres første levetimer.

Mineraldepoter

Kører management på et knap så idealistisk, højt niveau, for eksempel ved samtidig travlhed i marken, er der måske ikke mulighed for altid at reagere helt i tide. I denne situation kan det være givtigt, at køerne selv har mineraldepoter i kroppen, som kan hjælpe dem igennem udfordrende perioder og derved undgå sygdom. Disse depoter kan køerne opretholde, hvis de tildeles et optimalt mineralniveau. I langt de fleste tilfælde vil udgiften hertil altid være lavere end til dyrlægebehandling og tabt produktion, hvis koen bliver syg som følge af underforsyning.

Forskellen i omkostninger til mineraler på en såkaldt optimalnorm fremfor en minimumsnorm ligger et sted mellem 3-10 øre pr. ko pr. dag. For føromtalte besætning, med en gennemsnitsydelse på 14 tons - men et mål på 15 tons mælk - giver det en forsikringspræmie på 0,06-0,20 øre pr. kg EKM.

Ligesom dyrene ikke skal underforsynes med mineraler, er der heller ingen grund til at overforsyne dem. Hverken set fra det økonomiske eller det sundhedsmæssige perspektiv. En lille overforsyning vil ligesom en lille underforsyning ikke være livskritisk for dyret, så længe den selvfølgelig ikke står på over længere tid. Her vil overskydende mineraler blot udskilles igen uden at gøre hverken gavn eller skade, men vil økonomisk set selvfølgelig være et spild. Det er også klart, at hvis det toksiske tildelingsniveau rammes, så er det kritisk for dyret, men så er vi så højt oppe i tildeling, at hvis det skulle ske, så vil det ikke være et bevidst valgt niveau ved beregningen af mineralblandingens sammensætning, men en decideret fejl der sker i tildelingen af mineralet.

Sådan kan mineralstatus vurderes

Køernes makromineralstatus kan som nævnt måles via blodprøver, mens mikromineralstatus er sværere at diagnosticere. Har man reel mistanke om under- eller overforsyning af et eller flere mikromineraler i en besætning, skal der udtages vævsprøver for at undersøge dette. Det kan være fristende at udtage vævsprøver fra besætningens slagtekøer, da det jo er ret nemt på slagteriet. Men det duer bare ikke, da det ikke giver et retvisende billede fordi:

- De køer, der slagtes, repræsenter sjældent en gennemsnitsko for besætningen.  

- Koens oplevelser med transport og håndtering lige inden aflivning påvirker blandt andet blodets iltningsniveau og deraf for eksempel også det metaboliske stressniveau i dyret, hvilket igen påvirker indholdet af mikromineraler og næringsstoffer generelt i både væv og blod.

- I det øjeblik koen aflives og herefter afblødes, vil mange næringsstoffer ændre placering i dyret, og væske vil også i varierende grad trækkes med ud af vævene.

Vil man bruge vævsbiopsier som undersøgelsesmetode, skal de derfor udtages på levende, repræsentative dyr fra den gruppe dyr, der ønskes undersøgt. Det skal for eksempel så også holdes for øje, at det gennemsnitlige kobberniveau i en lever fra en nykælvet førstekalvs ko kun er cirka 1/3 af, hvad det er i en lever fra en ældre ko. Derfor vil en leverprøve fra en tredjekalvs ko ikke sige noget om status for den nykælvede førstekalvs ko.

En anden udfordring ved disse biopsier er også, at det kræver en dyrlæge til at udtage dem, og det kan være forbundet med en vis risiko for dyret. Inden analyseresultaterne foreligger, bliver udgifterne til disse indgreb derfor oftest langt dyrere end det, »mineralsundhedsforsikringen« vil være. 

Optimal tilrettelægning

Det bedste udgangspunkt er at få taget mineralanalyser af grovfoderet, så man kender bidraget herfra og bruger dette som udgangspunkt for beregningen af behovet for supplerende mineraler i den samlede foderration. Så kan der være besætningsspecifikke forhold, som gør, at man vælger at øge tildelingen yderligere eller måske vælger nogle bedre og dermed også dyrere råvarekvaliteter for at sundhedsforsikre sin besætning.

Vil man samtidig sikre, at det er den mest optimale tildeling for økonomien, så er anbefalingen at få optimeret mineraltildelingen hver gang, der sker foderskift – blandt andet ved skift af ensilagestakke. Det gælder også ved øgede udfordringer, højere belægningsgrad i perioder, mange kælvninger, risiko for varmestress i sommerperioden, sygdoms- og/eller reproduktionsudfordringer med mere, hvor en lidt bedre »sundhedsforsikring« kan være godt givet ud.

Men selvfølgelig også i de modsatte tilfælde, som når celletallet har stabiliseret sig på et acceptabelt lavt niveau, eller at klovsundheden er markant forbedret efter ændret beskæringsstrategi, og »sundhedsforsikringen« derfor ikke behøver at indeholde både livrem og seler. Vurderingen her vil altid være besætningsspecifik, og det bliver den optimale mineraltildeling dermed også.

cc

Læs også

Tilskudsprodukt blåstemplet af metaanalyse
Produkt reducerer den bakterielle proteinnedbrydning i vommen
Danish Crown Beef: Fortsat fokus på smittetrykket
Gratis undersøgelser for abort fortsætter i år
Nyfødt kalv dræbt af ulv
Få kalven uskadt igennem de første 14 dage