Årets elev taler kvægerhvervet op
Victor Steen Øster Kristensen blev på årsmødet ved Landbrug & Fødevarer Kvæg hædret som året elev 2021.

Victor Steen Øster Kristensen er årets elev 2021. Han fik overrakt prisen af Christian Lund, som er formand for Landbrug & Fødevarer Kvæg.
Der skulle vælges mellem 20 indstillede unge mennesker, da prisen årets elev skulle uddeles på årsmødet ved Landbgur & Fødevarer Kvæg. I år gik den til Victor Steen Øster Kristensen.
I indstillingen fra Bygholm Landbrugsskole blev der nævnt ord som rummelighed og faglig skarp, som en del af indstillingen til prisen.
Han blev overrasket i maskinhuset på Hestbækgården i Farsø i Nordjylland, hvor han arbejder. Her stod hele teamet omkring ejendommen samt Christian Lund, formand for Landbrug & Fødevarer Kvæg klar med guldglimmer og pæne ord.
- Du er flittig og et glad menneske. Og så er du en person som tager ansvar og du er en god kollega i dit team og så er du en anden ting, som er rigtig vigtig, og som vi som landmænd er rigtig glade for: Du taler du vores erhverv op. Du fortjener at blive årets elev 2021, sagde Christian Lund.
Ros fra arbejdspladsen
Også på arbejdspladsen i Farsø, er man rigtig glad for den unge mand.
- Victor er en person, der brænder meget for erhvervet, og det han laver på arbejdspladsen. Han er struktureret i sit arbejde og har et godt overblik, sagde Jakob Skov, som er indehaver af Hestbækgården.
Også stedets fodermester havde pæne ord at give Victor.
- Man skal lede længe efter elever, der viser så stor interesse, for det de laver. Han stiller utrolig mange spørgsmål og vil vide det hele. Han er rigtig god til at snakke, men han er også dygtig til at flytte fødderne, sagde Patrick Strøm, som er fodermester på stedet.
Vil læse videre
Selv har Victor Steen Øster Kristensen planer om at læse videre til produktionsleder på Bygholm Landbrugsskole og efter mere erhvervserfaring, vil han gerne læse til Agro Business Manager i Aarhus.
- Jeg vil helst være den ledende funktion på en virksomhed eller ejendom. Det vil passe mig godt, fortalte Victor.
Med prisen fulgte 6.000 kroner og en gang pizza til hele Hestbækgården.
- Man skal lede længe efter elever, der viser så stor interesse, for det de laver. Han stiller utrolig mange spørgsmål og vil vide det hele. Han er rigtig god til at snakke, men han er også dygtig til at flytte fødderne.
Fodermester Patrick Strøm, Hestbækgården ved Farsø









































