Naturmælk med i front på dyrevelfærd
Økomælk med noget på hjerte. Nu er der tre statslige dyrevelfærdshjerter på både skummet, mini, let og sød fra sønderjyske Naturmælk og sjællandske Øllingegaard. Tre ud af fire mælkeleverandører lever allerede op til kravene, og målet er at kunne levere trehjertede produkter til alle mejeriets kunder.
I løbet af efteråret 2021 vil ni ud af ti leverandører af mælk til de økologiske mejerier Naturmælk i Sønderjylland og sjællandske Øllingegaard leve op til kravene til det statslige dyrevelfærdsmærkes maksimale tre hjerter
Landmændene er i forvejen certificerede økologer og officielt anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. Nu tager hele organisationen det næste vigtige skridt på rejsen imod et mere bæredygtigt mejeribrug.
- Når vi om nogle måneder kan sætte tre dyrevelfærdshjerter på stort set alle vores produkter, er det ikke nogen revolution i Naturmælk, fortæller direktør for Naturmælk og Øllingegaard, Leif Friis Jørgensen.
- Det er det næste naturlige skridt i den udvikling, som vi i mere end 30 år beslutsomt og målrettet har skubbet fremad. Jeg er selvfølgelig utroligt stolt over, at vi fortsat kan være spydspids indenfor dyrevelfærd, og at vi som nogle af de første opnår, at mælken er både økomærket, anbefalet af Dyrenes Beskyttelse og kvalificeret til statens tre hjerter. Men mærkerne er ikke noget mål i sig selv; de er milepæle på rejsen, og vores arbejde med at flytte grænserne er kun lige begyndt, lover direktøren.
Dyrevelfærd, biodiversitet og klimahensyn
Naturmælk og Øllingegaard har netop sende de første fire produkter med alle tre mærker, en skummet-, en mini-, en let- og en sødmælk, på markedet.
De trehjertede Øllingegaard-mælk forhandles hos Meny, Spar og Min Købmand; Naturmælk-udgaverne hos Føtex og Bilka, via Løgismose i Netto og i Lidls Engvang-serie.
Af Naturmælk- og Øllingegaard-kartonernes sidepanel fremgår det, at det store fokus på dyrevelfærd ikke får lov til at stå alene.
Forbrugerne kan læse, at Naturmælks og Øllingegaards mælkebønder også går forrest i arbejdet med at stimulere gårdenes biodiversitet med etablering af stendiger, hegn og vandhuller, såning af blomsterfrø og bevarelse af gamle træer. Ligesom der samtidig arbejdes målrettet for at reducere mejeriernes klimabelastning, blandt andet ved at 100 procent af alle mælkeleverandørernes strømforbrug nu kommer fra grøn energi.
I løbet af 2021 vil de tre statslige dyrevelfærdshjerter være at finde på stadigt flere produkter fra Naturmælk og Øllingegaard.