Bliv klogere på FutureBeefCross

Danske forskere og kvægeksperter har sat sig for at finde de kvæggener, der giver lækkert kalvekød og samtidig et lavere klimaaftryk fra kalveproduktionen. Det kan man blive klogere på onsdag den 13. oktober i Videbæk.

FutureBeefCross sætter fokus på fremtidens slagtekalv. Arkivfoto: Camilla Bønløkke

En af vejene til et lavere klimaaftryk fra produktionen af kalvekød går via kalvens gener.

Det mener en række aktører i og omkring kvægbruget. Med Seges i spidsen har de sat jagten ind på genetik, der kan føre til en lavere metan-udledning fra slagtekalveproduktionen og samtidig give endnu bedre kød.

Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Samler data ind på fem gårde

Arbejdet i projektet »FutureBeefCross« sker blandt andet gennem målinger på fem jyske gårde. Her overvåges over fem år i alt 12.000 kalve, som er krydsninger mellem malkekøer og kødkvæg.

Detaljeret viden om hver kalvs kromosomer er omhyggeligt registreret i avlsdatabaser. I stalden måles og registreres kalvens foderforbrug i opsatte foderstationer. Når kalvene æder, måles CO2 og metan i deres udåndingsluft. Det sker 14-18 gange i døgnet.

Målingerne i stalden følges op af målinger og analyser af en række parametre for kødets kvalitet, så det også lever op til krav om at være lækkert, mørt og velsmagende.

Avl har fokus på klimaaftryk

- Vores mål er at skabe verdens bedste slagtekalv. Det gør vi ved at kombinere vores viden om avl og gener med viden om metan-udledning, foderoptag fra kalvene og viden om kødets spisekvalitet, siger Anders Fogh, afdelingsleder i Seges HusdyrInnovation, som står i spidsen for udviklingsarbejdet.

- Lige som vi i dag med succes avler mod bedre tilvækst og sundhed, så er jeg slet ikke i tvivl om, at avl efter et lavere klimaaftryk og høj spisekvalitet vil få afgørende betydning for fremtidens produktion af kalvekød og afsætningen til forbrugerne, siger Anders Fogh.

- Her er det fantastisk, at vi er på vej mod at identificere endnu en knap, som vi kan skrue på i dansk kvægbrugs arbejde med at sikre en lavere klima-påvirkning – nemlig avl og gener, siger Anders Fogh.

Landmænd er klar til at handle

I slutningen af 2023 forventes det, at de første avlstyre af kødracerne vil blive udvalgt på baggrund af resultaterne i projektet. Og det er vigtigt at have fuld fokus på netop denne type kalve, skriver Landbrug & Fødevarer.

Derfor kan man onsdag den 13. oktober komme og se en af de fem slagtekalvestalde og høre mere om FutureBeefCross, når der er åben stald ved Rasmus Alestup i Videbæk.

Her kan mælkeproducenter og slagtekalveproducenter se og høre om arbejdet i projektet, samt om andre aktuelle emner, der er vigtige for krydsning med kødkvæg samt kalvekødsproduktion. Det er også muligt at møde de virksomheder og forskere, som står bag FutureBeefCross.

Tilmelding er nødvendig.

FutureBeefCross

Målet med projektet er at udvikle verdens bedste slagtekalv og et lavere klimaaftryk.

  • Gennem avl vil Seges i samarbejde med Aarhus Universitet, Danish Crown, Allflex, Viking, Frontmatec og en række slagtekalveproducenter forsøge at skabe en krydsningskalv med lavt foderforbrug, lavere klimaaftryk og kød med høj spisekvalitet.
  • Projektet har et budget på 20 millioner kroner, hvoraf 13,5 millioner kroner kommer fra Grønt Udviklings og Demonstrationsprogram (GUDP) under Landbrugsstyrelsen.

Læs også