At spotte halthed og køer, der ikke er rengående, kræver rutinerede landmandsøjne. Derfor opfordrer dyrlæge ved Seges til, at man klæder sine medarbejdere ordentligt på, så de kan være med til at finde halte køer i besætningen rettidigt.
»Vi bruger øjnene. Vi kigger på køerne«. Sådan lyder svaret fra rigtig mange mælkeproducenter i en undersøgelse fra Seges om, hvordan de finder halte køer på bedriften. Det skriver de i KvægNyt.
Seges oplyser desuden, at hovedparten af de 775 mælkeproducenter, der deltog i undersøgelsen, svarer, at opgaven med at finde de halte køer sker ved malkning, og når køerne bliver drevet sammen til malkning.
Det får dyrlæge Peter Raundal, Seges, til at overveje, om de rette kompetencer er på plads til at løse opgaven.
- Det kræver rutinerede landmandsøjne at finde en halt ko i flokken, når du driver dem sammen til malkning. Det er måske ingen sag for besætningsejeren. Men hvad med Dimitri, der kun har arbejdet med køer i et år og ikke har en landbrugsuddannelse? spørger Peter Raundal og tilføjer:
- Er vi sikre på, at han har det fornødne overblik og viden til at finde andet end halthedsgrad 4 og 5? Vel at mærke samtidig med, han har fuldt fokus på at få køerne hurtigt og effektivt frem til malkestalden?
Medarbejderne kan lære det med rette hjælp
Peter Raundal opfordrer til, at man gør to ting, for at sikre, at de halte køer bliver fundet rettidigt:
1. Snak om halte køer: Tag emnet halte køer op på tavlemødet med jævne mellemrum. Snak om, hvor vigtigt det er at finde de halte køer – også halthedsgrad 2 og 3.
- Det er oplagt for medarbejderne, at malkningen skal køre på skinner, fordi der er en direkte kobling mellem mælk og penge. Koblingen mellem rengående køer og penge er ikke så oplagt for alle medarbejdere, påpeger Peter Raundal.
2. Lær medarbejderne at spotte halte køer: Sørg for, at samtlige medarbejdere kan genkende en halt ko. Det findes der flere måder at gribe an på. Dyrlægen kan eksempelvis give et kursus. Man kan også selv oplære medarbejderne, og derudover kan man se filmen »Forskellige grader af halthed hos køer«, der kan findes på Landbrugsinfo.dk.
Peter Raundal anbefaler desuden, at alle på bedriften ved, hvad de skal gøre, når de finder en halt ko. Dertil kan man eventuelt benytte tjeklisten »Sådan håndterer vi klovlidelser«. Tjeklisten findes også på engelsk »Handling cows with claw lesions«, og begge kan findes på LandbrugsInfo.dk.
God klovsundhed kræver systematik og rygrad
Kom klovbrandbylder og digital dermatitis hos slagtekalve til livs
Lær at skelne mellem de to typer af digital dermatitis