Naturpleje i klitterne ved Rubjerg Knude Fyr
Svenning Christensen har haft Simmental siden 1982. I dag udfører 30 moderdyr naturpleje på hans og kommunens arealer omkring Lønstrup. - Det er en fantastisk race til naturpleje, siger han.

- De er rigtig gode til naturpleje og trives rigtig godt på arealerne. Og så synes jeg virkelig, at racen klæder landskabet, siger Svenning Christensen. Fotos: Tenna Bang
- Der er mange, der tror, at Simmental ikke kan bruges til naturpleje, siger Svenning Christensen, inden han stiger ud af bilen, åbner leddet til hegnet og kører ind i indhegningen.
Vi er ved Lønstrup, få hundrede meter fra Rubjerg Knude Fyr.
En flok køer og et par kalve går bilen i møde. Svenning ruller vinduet ned, og en ko stikker hovedet ind i bilen.
- Hvad så »kører« det, griner Svenning.
Han har haft Simmental siden 1982 og har lige nu 30 moderdyr og deres kalve til at udføre naturpleje på i alt 28 hektar jord. De første 20 hektar jord er hans egne, mens de sidste otte tilhører kommunen. Det hele er Natura 2000.
Roligt temperament
Svenning Christensen valgte i sin tid racen på grund af dens rolige temperament. Det er stadig fuldstændig altafgørende for ham. Samtidig elsker han racen, fordi den udfører lige præcis den opgave, den er sat på arealerne til, naturpleje.
- De er rigtig gode til naturpleje og trives rigtig godt på arealerne. Og så synes jeg virkelig, at racen klæder landskabet, siger Svenning Christensen og kigger på sine brogede dyr, som tager en tot græs i ny og næ. Han falder i staver og står og beundrer dyrene.
Svenning Christensen foretrækker racens størrelse og tilvækst og sælger en del af kødet til Nordjysk Naturkød, som er et koncept gennem Himmerlandskød, som blandt andet stiller krav til antal dage på græs, arealet og så videre. Han er ikke bange for at sige, at der skal være forretning i det, og derfor er tilskuddet til naturpleje også afgørende for ham.
Samarbejder med kommunen
For Svenning Christensen er naturplejen et samarbejde med Naturstyrelsen og kommunen.
Svenning fragter hvert år sine dyr ud på arealerne, som er delt i tre, og hver år fragter han dem hjem igen. Herudover står han for det daglige opsyn. Resten, altså hegn, vand og strøm er opgaver, der ligger ved Naturstyrelsen og Hjørring Kommune.
Dyrene går ude fra omkring 1. maj til 1. november.
Få dyr er vigtigt
Hemmeligheden for at få naturpleje og Simmental til at gå hånd i hånd er, at man aldrig må lukke for mange dyr ud på arealerne, forklarer Svenning Christensen.
- Man skal have få dyr, så de altid kan finde føde, for ligesom alle andre racer skal de have noget at leve af, forklarer Svenning, som kun i helt ekstremt tørre år har oplevet udfordringer med manglende græs. Ellers æder dyrene, hvad der er, holder tilvæksten og nipper også til diverse træer og bærbuske.
Det er store dyr på mellem 800 kg og 1.000 kg og også derover, men det er ingen problem på den sandede jord kun få hundrede meter fra Vesterhavet. Uanset hvor meget det regner, bliver arealerne ikke bløde.
Arrangement
Dyrene går i en fantastisk natur, hvor træerne på en kunstfærdigmåde viser, at vi er i et barskt klima.
Der er træer i det kuperede terræn, hvor dyrene altid kan søge læ, ly og skygge. Der er mirabeller, havtorn og duften af hyldeblomster, og så er der koveje.
- Prøv at se, dyrene laver stier, siger Svenning og peger på stierne i landskabet, op og ned ad de græsklædte bakker og ind og ud mellem bevoksningen.
Der er ingen tvivl om, at både landskabet og de brogede dyr har en helt speciel betydning for Svenning Christensen. Noget han glæder dig til at fortælle om, når foreningen Simmental Nord holder en temadag om naturpleje lørdag den 9. juli på markerne ved Rubjerg Knude Fyr.

Naturplejen er et samarbejde mellem Svenning, kommunen og Naturstyrelsen.
Naturpleje, Simmental og biodiversitet
Lørdag den 9. juli inviterer foreningen Simmental Nord til et arrangement omkring naturpleje. Her mødes dem, der har lyst på parkeringspladsen ved Rubjerg Knude Fyr og går gennem indhegningen med Svenning Christensens dyr ad kovejene ned mod vandet.
Arrangementet sætter blandt andet fokus på naturpleje og biodiversitet, og Svenning Christensen vil blandt andet fortælle, hvordan han gør, og hvorfor han synes, at racen er så fantastisk til naturpleje. Alle er velkommen.