Dyrevelfærdsrapporten 2021 med data fra Fødevarestyrelsens velfærdskontrol i 2020 viser, at der er plads til forbedringer. Og det er noget, som LVK Kvægdyrlægerne sætter fokus på i deres seneste nyhedsbrev.

De peger blandt andet på, at omkring halvdelen af de kontrollerede landmænd får anmærkninger vedrørende medicin. Det drejer sig ifølge rapporten typisk om behandlinger af mælkefeber samt manglende registreringer af behandlinger.

Derudover fik 15 procent sanktioner for håndtering af syge og tilskadekomne dyr.

- Selv om der er rigtig mange regler, der skal overholdes, og der er meget kontrol, så mener vi godt, at det kan gøres bedre, og det må vi hjælpe hinanden med. Jeres dyrlæger vil meget gerne hjælpe med at sørge for, der ikke er så mange regelovertrædelser fremover, understreger LVK Kvægdyrlægerne.

De opfordrer blandt andet kvægbrugerne til at få gennemgået, om medicinregnskabet stemmer.

- Det er også vigtigt, at vi sammen gennemgår dyr i syge-/skåneboks ved rådgivningsbesøgene og laver nogle journalnotater med besætningsdyrlægens vurdering og konklusion. Det er altid godt at have i en kontrolsituation, lyder det fra LVK Kvægdyrlægerne.

De understreger samtidig, at medicinregistreringer og håndtering af syge dyr igen vil være et kontrolemne til efteråret, og derfor opfordrer de til, at der allerede nu fokuseres på, at få styr på registreringerne.

Hjælpeliste til registreringer

LVK Kvægdyrlægerne har lavet følgende hjælpeliste, som de opfordrer kvægbrugerne til at anvende i forbindelse med registreringer:

  • Medicinregnskabet stemmer
  • Alle behandlinger registreres på papir eller i DMS samme dag, som behandlingen opstartes - hvis der ikke genordineres medicin løbende i besætningen, skal al medicin registreres i DMS
  • Mælkefeber og efterbyrd skal altid registreres samme dag i DMS
  • Mælkefeber-diagnose: Kun til behandling af køer nul til fire dage efter kælvning, til 2. kalvs køer eller ældre køer og kun én behandling pr. ko
  • Efterbyrd-diagnose: Kun til behandling af køer, der har kælvet 12-72 timer forinden
  • Der skal tages mælkeprøve inden opstart af alle yverbetændelser
  • Ingen medicin der har overskredet udløbsdato
  • Der er kun medicin på lager, der hører til en besætningsdiagnose
  • Kælvninger og afgang indberettes indenfor syv dage efter hændelse

Kilde: LVK Kvægdyrlægernes nyhedsbrev juli 2022