Stenderup importerer og forhandler de hollandske Trioliet-fodermixervogne. Seneste nye er en ny automatisk gearkasse, der nu kan styres via app bluetooth på en mobiltelefon eller tablet.
Det er blevet lettere at få blandet og udfodre kvægfoderet. I hvert fald hvis man har en Trioliet-fodermixervogn, som Stenderup importerer og forhandler over hele landet.
I forbindelse med Agromek i slutningen af 2022, kunne den seneste nyhed indenfor Trioliet præsenteres i form af en ny to-trins kompakt automatisk gearkasse, der som noget nyt nu kan styres og betjenes via en app bluetooth fra en mobiltelefon eller tablet.
Det betyder, at der kan finindstilles løbende på indstillingerne for fodervognen omkring blandt andet hastighed, mængde og blandingstype. Sælger hos Stenderup, Søren Boje, fortæller, at der kan indstilles ned til 1.000 kg.
- Det er unikt, at styring og indstillinger på den måde er adskilt fra boksen, forklarer Søren Boje, med henvisning til den boks med display og indstillinger, der i forvejen findes på Trioliet-vognene.
Og det er langt fra de eneste fordele ved det nyudviklede system. For det giver også mulighed for kontante besparelser i brugen af fodervognen.
- Man kan opnå op til 20 procents reduktion i brændstofforbruget, forklarer hollandske Robin Hansen fra Trioliet.
Han tilføjer, at alle typer tablets, smartphones og I-Phones kan køre med app bluetooth-systemet til betjeningen af vogn-gearkassen.
Søren Boye oplyser, at systemet kan monteres på de nyeste versioner af Trioliet-vognene, hvor der kan indstilles op til fem programmer. Systemet starter i 1. gear og husker automatisk sidste program, der blev brugt.