43 forskellige kvægracer er repræsenteret i danske kvægbesætninger pr. 1. januar 2024. Og i alt er der ved årsskiftet registreret 1.433.236 stykker kvæg i Kvægdatabasen. Det fremgår af en meddelelse på Landbrugsinfo, hvor Seges Innovation har offentliggjort tallene.

Ved den forrige opgørelse fra 1. april sidste år var der godt 20.000 flere kvæg. Af de mest gængse malkeracer: Dansk Holstein, Rød Dansk Malkerace, Dansk Jersey og Dansk Rødbroget Kvæg er Dansk Jersey den eneste, der har oplevet fremgang i antal dyr med godt et par tusinde dyr til knap 158.000. For fem år siden var racen repræsenteret med godt 142.000 dyr.

Dansk Holstein, der klart er den mest fremtrædende malkerace i Danmark, har derimod oplevet en tilbagegang på omkring 18.000 dyr til knap 780.000 dyr.

Antallet af Rød Dansk Malkerace er reduceret med omkring 3.400 dyr til knap 56.400 dyr. Hos Dansk Rødbroget Kvæg er racen nede på 668 dyr, hvilket er knap 90 dyr færre end sidste år.

Finsk Ayrshire er gået fra to til et dyr, og Norsk Rødt Fe er gået to dyr ned til fire i alt, mens Fleckvieh er mere end fordoblet, idet racen er gået fra 14 dyr sidste år til 33 i år.

Brown Swiss er gået fra to til hele otte registrerede dyr.

Færre dyr af kendte kødkvægsracer

Ifølge opgørelsen fra Seges Innovation er Limousine stadig den kødkvægsrace med flest registrerede dyr godt 24.800 dyr. Dog er Hereford lige i hælene med godt 22.300 dyr. Hos begge racer er der tilbagegang i forhold til sidste år.

I det hele taget ses en tilbagegang i antal dyr hos stort set de fleste af de mest kendte kødkvægsracer. Dansk Blåkvæg er dog steget med 21 dyr til 597.

Racerne Brown Swiss, Texas Longhorn, Waguy, Murray Grey, Bøfler, Zebu og Brahman har alle også oplevet fremgang.

Dansk Gelbvieh er ny på listen og er registreret med et dyr. Yakokser er tilbage med fire registrerede dyr efter at have været registreret med nul dyr de to forrige år.

Antallet af krydsninger og dyr af ukendt race er steget med omkring 6.000 dyr til knap 324.000.

Kvæg