Besætningsgrupper bedømmes på gården i dyrskueløs sæson

Når besætningsgrupperne ikke kan komme på dyrskue, foregår holstein-bedømmelserne i år i på gårdene. Her et billede fra sidste års Landsskue, hvor Raunhøj Dairy vendte hjem med bedste besætningsgruppe.
- Denne sommer afvikles Landsskuet og de lokale skuer som bekendt ikke. Det er der rigtig mange af os som synes er rigtig ærgerligt. Men fortvivl ikke. Nu har vi fundet løsningen på dine frustrationer, skriver Avlsforeningen Dansk Holstein.
Foreningen inviterer dermed alle til at deltage i en landsdækkende besætningskonkurrence, hvor Avlsforeningen stiller med en dommer og en repræsentant fra foreningen på de enkelte bedrifter – og ikke mindst lover flotte præmier.
- Du afgør, hvor og hvordan køerne skal præsenteres: opbundet i stalden eller de præsenteres på gårdspladsen, marken eller i haven. Du bestemmer. Alle kan deltage, husk derfor at angive din status for salmonella. Besætninger med status 2 vil blive besøgt sidst på dagen.
Hver deltager skal udvælge tre køer - enten tre Holstein eller tre Rød Holstein køer. Hver besætning kan kun deltage med én gruppe, dog må man lave en gruppe bestående af Holstein og/eller røde Holstein køer, så længe man ikke mikser mellem de to racer.
Besætningsgrupperne skal seneste være tilmeldt til Avlsforeningen Dansk Holstein 25. maj. Det koster 400 kroner at tilmelde en gruppe.