De første køer kommer nu på græs
Selvom kalenderen først lige er rykket frem til april, er de første besætninger så småt ved at gøre klar til at lukke køerne på græs. Vinteren har været mild, hvilket mange stedet har givet et stort græslag. Udfordringen bliver nu at få græsset i bund, så snart markerne kan bære.

Inden længe lukkes de første køer på græs. I år oplever flere en stor græsmængde og samtidig marker, som måske endnu ikke kan bære. Arkivfoto
Det bliver en hårfin balance at vurdere, hvornår køerne skal lukkes på græs. Mange steder er græslaget allerede langt, og kigger man alene på det, kan køerne sagtens komme ud.
Dog skal man have med i sine overvejelser, at den megen nedbør i efteråret og vinteren stadig gør, at mange marker endnu ikke kan bære. Derfor tror Hans Lund, kvægrådgiver ved ØkologiRådgivning Danmark, at man i år vil se en meget atypist start på afgræsningssæsonen.
- Køerne skal ikke på græs, før markerne kan bære. Derfor bliver der et meget stort foderskifte fra ensilagefodring til afgræsning. Der vil på mange marker stå et stort græstilbud, når køerne kommer på græs. Men stadig er det vigtigt, at græsset bliver græsset godt i bund fra start, opfordrer han til digitalmediet Økologisk, som er en del af Økologisk landsforening.
Bides græsset ikke i bund fra start risikerer man en tidlig stængelvækst, med en eventuel tidlig afpudsning til følge.
Forberedelser
Hans Lund opfordrer til, at man gør sine græsmarker klar allerede nu, så udbindingen ikke forsinkes unødigt. Han opfordrer også til at overveje sine muligheder med afgræsning af høje og lave marker.
- Foderbordet må gerne være tomt, før køerne kommer på græs. Specielt når køerne skal optage meget græs. Og malk gerne køerne ud, så deres appetit lige efter malkning udnyttes til stor græsoptagelse. På foderbordet må der gerne være stråfoder og husk god vandforsyning, lyder det.
Kvægrådgiveren opfordrer robotbesætninger til at komme tidligt i gang med tilvænning til afgræsning. Specielt de køer, der ikke tidligere har afgræsset sammen med robotmalkning.
Vitaminer og mineraler
Vitamin- og mineraltildelingen skal tilpasses afgræsning. IIfølge rådgiveren er behovet for vitaminer i mineralblandingen reduceret, fordi det friske græs har et højt indhold af vitaminer og en høj biologisk værdi.
- Med hensyn til mineraler er det specielt magnesium, der kan blive en udfordring. Ikke mindst ved høje kalital skal der ændres til en mineralblanding med højt magnesium. Brug derfor Type – U eller tildele 60 gram Magnesiumoxyd med en høj opløselighed. Det er nok at øge magnesium nogle få dage før udbinding. Der kan ikke deponeres ret meget magnesium, fortæller Hans Lund til Økologisk.
teba