Faldende notering skuffer kalveproducenter
I denne uge faldt Danish Crowns kalvenotering med yderligere 20 øre. Faldene får slagtekalveproducenter til at se mod andre slagterier at levere deres kalve til, lyder det fra formand for Danske Slagtekalveproducenter Lasse Olsen.

Lasse Olsen, formand for Danske Slagtekalveproducenter er dybt skuffet over den aktuelle notering for kalve, der igen i denne uge falder.
Der var igen skidt nyt tirsdag eftermiddag til kalveproducenterne, da Danish Crown Beef meldte ud, at noteringen for kalve falder med 20 øre. Dermed er noteringen for kalve faldet med mere end 2 kroner pr. kilo siden februar 2018.
Fra Danish Crown Beef lød forklaringen på prisfaldet i den ugentlige markedsberetning, at der for tiden er rigelige tilførsler af slagtedyr til en svag efterspørgsel, og at priserne er derfor under pres.
Formand for Danske Slagtekalveproducenter Lasse Olsen lægger ikke skjul på, at han er skuffet. Ifølge ham er der ved at ske et skred, så flere slagtekalveproducenter nu begynder at se på alternativer til Danish Crown.
- Jeg har kendskab til samlet set omkring 10.000 kalve, som flytter over til slagteriet i Aalestrup (Himmerlandskød, red.). Det kan man ikke se på Danish Crowns statistik endnu, fordi der er tolv måneders opsigelse som leverandør der til, siger Lasse Olsen.
Gør ondt
Han fortæller, at de seneste mange måneders prisfald er smertefulde for slagtekalveproducenterne.
- Jeg må sige, at jeg er skuffet over, at Danish Crown ikke har formået at afsætte varerne bedre, når man tænker på deres nye slagteri (slagteriet i Holsted, der åbnede i 2014, red.) og deres ellers toptunede organisation.
- Og ja, jeg er godt klar over, at der er kommet flere veganere og meget fokus på kød de senere år, men der burde være en stor rationaliseringsgevinst, når man laver sådan et nyt slagteri. Den gevinst er udeblevet. Vi blev lovet et løft på noteringen. Det er udeblevet, siger Lasse Olsen, der fortæller, at Danish Crowns notering er ekstra vigtig, da de øvrige slagterier i Danmark læner sig op ad den.
- Når Danish Crown sænker noteringen, så gør alle de andre det også. Og det ved de jo godt, siger Lasse Olsen, der efterlyser en plan fra Danish Crown om, hvad der skal ske på området i fremtiden.
Omkring det seneste prisfald på 20 øre tirsdag lyder det fra Lasse Olsen, at det virkelig har skabt furore iblandt slagtekalveproducenterne. Han har således selv haft flere utilfredse kolleger i røret. Det seneste prisfald kommer endda kort før årets grill-sæson for alvor kommer i gang, påpeger han.
Det lykkedes i går inden deadline på denne avis ikke at få en kommentar fra Danish Crown til slagtekalveproducenternes skuffelse over noteringen.