Munters har intention om at videreudvikle virksomhedens position i Skandinavien, og Jyden har fokus på at udvikle komplette løsninger til kvæg- og malkebesætninger.

Derfor har de to virksomheder, efter mange års samarbejde, fundet det helt naturligt at udvide det strategiske samarbejde, således at Jyden nu overtager forhandling og distribution af Munters produktprogram indenfor segmentet i Skandinavien og Baltikum.

- Overtagelsen er i tråd med Jydens intention om at øge produktporteføljen, så kunderne fremover vil opleve en komplet løsning, der designes i tæt samarbejde mellem kunden og Jyden, lyder det fra salgsdirektør i Jyden, Jesper Bech.

- Jyden har gennem de seneste år haft stor succes med at udvikle kompetencer og løsninger inden for svinesegmentet, og vi har ønsket samme udvikling inden for kvægsegmentet. Med dette strategiske samarbejde mellem Munters og Jyden sikres denne udvikling, forklarer han.

 

Adgang til fuldt program

Aftalen betyder at salg, service og montage af Munters produktprogram til kvægsegmentet fremover varetages af Jyden. Det gør det muligt for forhandlere og slutkunder at få direkte adgang til hele programmet gennem Jydens produktportefølje og ligeledes hente assistance til montage og serviceekspertise.

- I forlængelse af vores beslutning om at konsolidere produktionen i vores afdeling i Horstmar i Tyskland, for derved at skabe øget fokus på produktudvikling og imødekomme de stigende markedskrav, har vi en erklæret målsætning om at fastholde vores stærke markedsposition i Skandinavien og samtidig sikre fundamentet for fremtidig vækst. Samtidig er det for Munters helt essentielt at vores kunder fortsat kan drage fordel af markedets stærkeste produktprogram inden for naturlig og mekanisk ventilation til kvægsegmentet. Med denne aftale har vi fået den stærkeste distributionspartner, der samtidig kender Munters indgående og som har en solid viden og erfaring med at skabe gode resultater for landmanden med vores ventilationssystemer, lyder det fra Business Unit Manager hos Munters, Hans-Henrik Pedersen.

Jyden lancerer det nye og udvidede produktprogram til kvægsegmentet der, udover at skabe værdi for kunderne i Danmark og resten af Skandinavien, også skal åbne op for øget eksport til andre markeder.
Kvæg